Frøformerede stokroser der minder en hel del om hawaiiblomster
For nogle år siden såede vi nogle stokroser i haven. Jeg udvalgte et par planter, som blev plantet der, hvor vi gerne ville have dem, og de fleste havde mørkerøde blomster. Lige noget for mig, der har rød som yndlingsfarve.
Efterhånden har de bredt sig alle mulige og især umulige steder. Så mange af dem bliver jeg nødt til likvidere, før de kommer i blomst.
I år, hvor der ikke har været rigtig energi til de store udfoldelser i haven, står der stokroser overalt, men desværre kun med fire forskellige rødlige nuancer. I fjor havde vi en femte, nemlig en meget mørkerød, som man kunne forledes til i svag belysning at henføre en sort afart. Muligvis har vi også for år tilbage haft en næsten helt hvid.
Nå, men hvorom alting er, i disse dage, hvor de springer ud, går jeg og kigger intenst på de smukke blomster, der godt kan føre tankerne hen på hisbiscus eller hawaiiblomst. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for de er i samme slægt - katostfamilien.
Stokroserne udvikler en myriade af frø, der spredes for alle vinde. De kan hibiscus også finde på, både de inden- og de udendørs. Således har vi to udendørs, der satte mange frø i fjor, og der kommer i hundredevis af nye frøplanter op i øjeblikket. Jeg har i øvrigt også været heldig at frøformere indendørs hibiscus.