Det klæder Allan Olsen at være Allan Olsen

Det klæder Allan Olsen at være Allan Olsen

På Mads Kristoffersens foto ses Allan på havescenen i Ekkodalen foran et stille publikum, der nød Olsens underfundige vendsysselske humor.

 

Jeg har læst et eller andet sted, at sangeren og musikeren Allan Olsen er svær at placere. Ja, jeg ved ikke, om det udelukkende skal være udfra det musikalske. Men jeg kan helt sikkert sige, at han er vendelbo fra en barndom i 50erne og 60erne på en landejendom sønden Frederikshavn.

Uden sammenligning minder han mig lidt om hans lidt ældre “landsmand”, Niels Haugaard. De har sproget og den stille humor til fælles. Men ellers behøver man jo ikke altid at sammenligne. For Allan Olsen er jo Allan Olsen. Og det klæder ham - både på den ene og den anden måde.

Jeg har hørt Allan Olsen nogle gange og var forhindret i at møde op i Ekkodalen lørdag aften, hvor han gav endnu en koncert for et stille publikum, som nød musikken og den vendsysselske lune.  Underretninger fra koncerten fortæller om en meget hyggelig aften i selskab med den muntre, musikalske sanger og hans underfundige tekster.

Nu er der kun en havekoncert tilbage i Ekkodalen i denne omgang. Det er på tirsdag, hvor der er totalt udsolgt til en festlig aften med Shubbidaduerne - eller hvad de nu skal kaldes. Flere af orkestermedlemmerne har været med i den gamle, hæderkronede gruppe med anderledes underfundige tekster, måske mere præget af københavnsk humor og lune end jysk.