Lokalredaktøren i Vestermarie
Billedtekst: Lene Dahl er bl.a. aktiv i Vestermarie Lokalarkiv, hvor hun her står med nogle af de mange spændende arkivalier. Foto: Mads Kristoffersen
Som lovet vil vi her på den nye AakirkebyPortal præsentere de forskellige skribenter, som har lovet at hjælpe med at fortælle om, hvad der foregår i deres område.
I dag er turen kommet til myreflittige Lene Dahl, der har mange tillidsposter i Vestermarie, og som har været en god ”medarbejder” dengang, vi havde et samarbejde med Bornholms Tidende om en lignende ordning.
Lene Dahl fortæller om sig selv:
”Jeg er født og opvokset i Vestermarie, jeg bor sammen med min mand på Skovsminde, Skovgårdsvejen 21 A, der hvor jeg blev født for snart 69 år siden, men flyttede sammen med mine forældre lidt længere ned ad Skovgårdsvejen, hvor jeg havde min barndom, den 1. februar havde vi boet her på Skovsminde i 50 år, vi overtog det efter min bedstefar, Anton Sode, som havde overtaget det efter sine forældre, som havde købt det 1915.
Jeg gik ud af 8. klasse, så var jeg et år på efterskole. Jeg arbejde et år på efterskolen, derefter 10 år i køkkenet på Aakirkeby Sygehus, 20 år i Nylars Samlingshus/Ny-Vest Centret, hvor min mand, Christian Dahl, var halinspektør, 13 år i Bornholmstrafikken, først på Povl Anker så Dueodde, da de solgte den, gik jeg på efterløn.
Efter mit arbejdsliv, har jeg været en del med, i foreningslivet her i Vestermarie, jeg har også været kirkeværge i 6 år ved Vestermarie kirke.”