AakirkeJULEby gøres klar

AakirkeJULEby gøres klar

I dag var det dagen, hvor Aakirkeby stod på den anden ende. Lige fra klokken 8.30 summede det af liv - mest på torvet, men også rundt i gaderne, hvor de hyggelige næsten 90 julelamper hænger helt frem til 1. februar og lyser.

Dagen startede som skrevet i morges kl. 8.30, hvor Rudolfklubben medlemmer og gode, stabile hjælpere, ca 40 personer i alt, mødtes og fordeltes i bilerne. Der var på forhånd lavet arbejdsgrupper til de mange opgaver, der var f.eks. ni mand til at samle igloen, syv til Pebernøddeslottet, fem til at stille kaner og rensdyr op, tre til julelysene på Smedetorvet samt en masse til alle de andre opgaver.

Det kørte stort set på skinner med at få tingene hængt op, dog var der lidt problemer med at få lavet "Lille Torv" foran Pebernøddeslottet, fordi der sidste år blev lavet lidt om på opstillingen, og hvordan var det nu lige, det stod?

Nu mangler der bare at blive opstillet det fine, lille tog, som futter rundt om juletræet, og igloen bliver indrettet på tirsdag. Der er i år en overraskelse i igloen, men det afsløres først på næste søndag, som er 1. søndag i advent.

kl. 13 samledes alle i Aakirkeby-Hallerne til ristepølse med brasekartofler og spejlæg, og der blev fra SYTE`s side sagt tak til de mange hjælpende hænder.

Hele herligheden (på nær julelamperne) tages ned lige før nytår.