Planter 4.000 hvidvinstokke på vingården i Pærsker
Foto: Henning Kiilerich
I efteråret fortalte vinbonden på Lille Gadegård i Pærsker, Jesper Paulsen, på Set fra Præstedammen om planerne om tilplantning af et større areal med vin ud imod landevejen.
Og nu er plantningen gået i gang, fortæller AakirkebyPortalens trofaste og dygtige korrekturlæser, Henning Kiilerich i en lille beretning han har mailet til redaktionen:
“På hjemturen fra Pedersker så jeg aktivitet på den "vordende" vinmark langs landevejen vest for Vingården.
Jeg stoppede op og talte med Conny, som sammen med en kollega var i fuld gang med at sætte vinstiklinger ved de pinde, som har stået der i længere tid for at markere de præcise placeringer på de lige rækker.
Vel omkring 75% af arealet er allerede tilplantet.
"Planterne" er skud fra vingårdens ældre vinplanter, som er skåret i længde på ca. 20 cm og stikkes ned i jorden.
Når der er dannet rødder og planterne i vækst beskyttes de ved at der sættes nogle plastrør om - ganske som man tidligere så det på marken mellem Vingården og landevejen.”
Jesper Paulsen fortalte til “Præstedammen”, at der skulle plantes i alt ca. 4.000 vinstokke af sorten Solaris. Solarisdruen er velegnet til fremstilling af hvidvin. Den giver middelstore grønne druer med middelstore løse klaser. Den giver højt sukkerindhold ved høst i starten af oktober. Trives bedst i fuld sol, på friland. Sund og hårdfør sort af druer til vinfremstilling.
Når de 4.000 planter er kommet i jorden, består vingårdens samlede areal af 4,9 hektar vinplanter, deraf størstedelen rødvinsplanter. Og Lille Gadegård er i gang med at generobre stillingen som Danmarks største vingård. At den også var en af de første, er en helt anden sag.