Nyt fra Skagelfaldet

Nyt fra Skagelfaldet

Skagelfaldet er det højdedrag, der rejser sig nord for Aakirkeby, hvorfra beboerne fra den spredte bebyggelse heroppe kan skue ned over byen med de 3 karakteristiske tårne Aa Kirke, Rosenkrans- kirken og det gamle vandtårn på hjørnet af Svanekegade og Damgade. Mod nord tårner Almindingen sig op og over skovkanten øjnes silhuetterne af Kongemindet og radarsystemet.

I tidligere tider blev området her nord for Aakirkeby benyttet af bl.a. herredssoldaterne. Her kunne de lade skaglerne falde og lade hestene græsse og hvile, deraf navnet ”Skagelfaldet”.

Når man bor på Skagelfaldet, er man omgivet af dejlig bornholmsk natur, hvor der dagligt er små og store episoder, der måske kan lyde lidt banale, men i den grad kan højne livsglæden, forstærke eftertænksomheden og give humøret ny næring.

Opdatering på storkesituationen

Foto: Mads Kristoffersen

Det er nok næppe en hemmelighed, at der er blevet opsat en storkerede på en ejendom ved Vallensgårdsmose. Der var i hvert fald stor mediebevågenhed på projektet, som blev igangsat meget hurtigt, da et storkepar blev set parre sig på Aa Kirkes tårn og derfor formodedes at have brug for et redested, hvor resultatet af parrets anstrengelser kunne fuldbyrdes.

Ejendommens ejere og nogle frivillige gik straks i gang med redebyggeriet og flere bornholmske erhvervsvirksomheder samt private personer trådte til som sponsorer.

Hvad der måske er mindre kendt er, at medens reden endnu stod på jorden og var klar til at blive hejst op, måtte vi alle måbende stå og se en stork kredse hen over området i et stykke tid, inden den forsvandt over mod Vallensgårdsmose!! Inden for den sidste uge er der set 3 storke i området ved storkereden. Vi håber selvfølgelig, at det vil lykkes at få et storkepar til Bornholm, da der god fremgang i storkebestanden lige syd for os i Nordtyskland og Polen. 

Kattehusskadecirkus!

Ja du læste rigtigt. Her hvor vi bor, lister der et par katte omkring og passer på, at vi ikke drukner i mus. For denne ydelse bliver der hver dag serveret et måltid kattemad ude på vores gårdsplads, hvilket de naturligvis er meget glade for. Et par husskader har med deres skarpe blik også fået øje på kattemaden, men da maden først bliver serveret, når katten kommer ind på gårdspladsen, er det jo ikke helt nemt at få fingre i lækkerierne. Nu er husskader jo ikke helt dumme og de har luret, at madskålen består af to små skåle ved siden af hinanden. Når katten spiser af den ene skål, nærmer skaderne sig med sidesteppende hop den skål, katten ikke spiser af. Katten lader som ingenting og spiser roligt videre, mens skaden hopper helt hen og napper en bid af den anden skål. Forleden dag var den ene af skaderne mere optaget af at sidde og lure på kattens hale, som bevægede sig en lille smule fra side til side – og pludselig hakkede den næbbet ned i kattens hale!! Forskrækket gjorde katten et hop og skaderne fløj under højlydte protester op på rygningen af staldbygningen.

Hele denne cirkusforestilling kunne betragtes fra køkkenvinduet, hvor min morgenkaffe var blevet halvkold, fordi jeg blev helt opslugt af forestillingen, som var særdeles komisk og medførte en dejlig morgenlatter – og – kaffen? Jah, den brændte i hvert fald ikke på tungen.

Byfornyelse i vognporten.

Gærdesmutten – Danmarks næstmindste fugl, den vejer kun 9 gram, men har en stemmepragt, der er helt utrolig fuglens størrelse taget i betragtning. Gærdesmutten er selve personificeringen af udtrykket: ”Hellere lille og vågen end stor og doven”, for den er utrolig flittig både som sanger og redebygger. Den er ca. 10 cm. lang og har en lille kort ”opstopperhale”. På Færøerne kalder de gærdesmutten for Musebror og ligheden er slående, når den i hurtige ryk futter rundt mellem visne blade og lavt grenværk. Man kan kun blive glad, når man hører dens gnistrende triller, som i øvrigt kan høres hele året. Gærdesmuttehannen bygger flere halvfærdige reder for at tiltrække en hun, som han så kan præsenterer for sin kommende partner. Hvis hunnen bestemmer sig for en af rederne, bygger hun den færdig. Færdige reder er kuglerunde og er bygget af mos, småkviste og græsstrå.

I vores vognport er der sket en byfornyelse, idet en gærdesmutte med stor arkitektonisk snilde har ombygget en gammel svalerede. Svalereden er blevet forsynet med et fint rundt tag og en fin lille mosforet og cirkelrund indgang. Spørgsmålet er så uvægerligt: ”Faldt hans udkårne så for hans kunstneriske talent? – Næh, det gjorde hun ikke, men når jeg går igennem porten, kan jeg ikke lade være med at kigge op og se beundrende på hans bygningsværk og tænke på alle de gamle huse, jeg gennem et helt liv har bygget om og bygget til på.

På den måde kan jeg godt føle lidt samhørighed med gærdesmutten.

Nyeste artikler