Breaking news
Man skal være der for at forstå, hvordan det kan være breaking news, at Læsåens udløb har rykket sig en meter til venstre siden i forgårs. Eller at der er flere sten, end der plejer at være. Det er jo ikke som oppe i Aakirkebamseby, hvor der under normale omstændigheder sker et eller andet rapporteringsværdigt en eller to gange om ugen. Hernede må man gå med andægtighed langs det blikstille, blidt bølgende eller brusende hav og finde sig i dets arrogante ligegyldighed over for menneskehedens krumspring. På en god dag finder man et farvet glasskår, som bølgerne gavmildt har modelleret til et blødt smykke, strålende som en ædelsten i sollyset, kun for senere at opdage, at al glansen forsvinder, når glasset tørrer ind. Hvem sagde, at du kunne tage det med hjem?
Vestre Boderne har gennem tiden både været vigtig og også en kilde til nyhedsstof. Der var en tid, hvor strandinger med jævne mellemrum trak folk til af hjælpsomhed, for at se, hvad der skete, eller måske fordi man kunne være heldig at fiske sig lidt strandingsgods. Et par hundrede meter mod vest på den anden side af åens udløb boede der for over 150 år siden et sært par i en ussel, hjemmebygget rønne nede på stranden. Hun hed Katrine Sommer men blev kaldt Strævan, og hun var efter sigende synsk. Han var svensker, han hed Nils Peter Bogren og kunne læse og skrive. Bogren kom i avisen, da han i 1858 hjalp en svensk bekendt ved navn Bengt Pehrsson med at forfalske nogle papirer, fordi Pehrsson gerne ville giftes med sin unge husholderske, selv om han havde en efterladt hustru hjemme i Sverige. Præsten i Pedersker nåede at aflyse brylluppet. "Dette par blev ikke ægteviet, da brudgommen var gift i Sverrig", skrev han i kirkebogen. Pehrsson og Bogren blev ved Østre Herreds Extraret dømt til henholdsvis seks og fire år i Christianshavns Tugt- og Forbedringshus, en dom som højesteret mildnede til to og et år til de to forbrydere. Husholdersken hed Bodil Jensdatter og stod til tre gange fem dages vand og brød for meddelagtighed og for begået 'gjentaget lejermål' - på moderne dansk sex uden for ægteskabet - men i højesteret slap hun med en advarsel.
Fredag den 9. juni 1916, under første verdenskrig - eller 'den store krig', som den hed dengang, da man endnu ikke vidste, at det blev nødvendigt at nummerere dem - plaskede to mærkværdige skikkelser i en jolle rundt herude, roende ind mod land med et par hjemmelavede årer. Gårdejer Jensen fra Piberegård og mejeribestyrer Koefoed fra Bøsthøj Mejeri var ude at røgte bottegarn, da de fik øje på dem. Inden de var nået derover, var de fremmede nået ind til stranden, og bornholmerne kunne nu se, at det var to russiske soldater. Soldaterne gik op til det nærmeste hus og bad med fagter om noget at drikke, og derfra sendte man bud op til Store Munkegård, hvor der boede en polak, der vistnok kunne lidt russisk. Der gik hurtigt rygter rundt på egnen om de to gæster, og folk kom kørende og vandrende langvejs fra for at få et glimt af dem. De var flygtet fra en tysk fangelejr og havde tilbragt tre dage på Østersøen. Polakken tog dem med hjem til polakhuset på Store Munkegård og sørgede for at de fik mad og kaffe, og fru Koefoed på mejeriet sendte dem en stor, velforsynet madkurv. Senere dukkede myndighederne op og tog flygtningene med til Rønne, hvor de skulle i isolation på grund af risikoen for, at de havde medbragt ubehagelige sygdomme. Købmand Bidstrup i Rønne havde været i SIbirien og havde lært russisk, så nu fik man hele historien om de to mænds flugt. De havde ved hjælp af et stjålet kort fundet ud til havet, som de i øvrigt aldrig havde set før. Her havde de fundet en robåd og havde banket et par årer sammen af hegnspæle og brædder. Da de efter den lange tur havde nået Bornholm, troede de, at de var tilbage på den tyske kyst, men de kunne ikke overleve meget længere uden vand og havde derfor besluttet at gå i land. Heldigvis for os alle var de ikke syge. Hvis søndre Aaker sogn var blevet epicenter for en dødbringende epidemi, havde verden set anderledes ud i dag. I hvert fald for os, der bor her. To år senere kunne de havde kickstartet den Spanske Syge på Bornholm.
Min kone Marian (ja, ganske vist lever vi på polsk på det gamle mejeri, men det må man gerne i dag) synes, at Læsåens udløb er det smukkeste sted på jorden. Som verden ser ud lige nu, får vi set mere til stranden i sommerhalvåret end vi plejer, og det er desværre ikke nogen god nyhed.