Westerdahl stopper sin politiske karriere
Bjarne Westerdahl, der har været blandt de kendte og aktive socialdemokratiske politikere i 45 år, meddeler i dag, ifølge Bornholms Tidende, at han trækker sig som politiker. Det starter ved generalforsamlingen i Socialdemokratiet Midtbornholm den 26. februar, hvor han har meddelt, at han ikke modtager genvalg til bestyrelsen.
Senere kommer de andre poster, han besidder, og samtidig er det hans beslutning ikke at opstille til kommunalbestyrelsen til næste valg.
- Jeg traf beslutningen efter kommunalvalget i 2017. Jeg blev ikke valgt ind, og som konsekvens deraf vurderede jeg, at tiden var inde til at lade yngre kræfter komme til, siger Bjarne Westerdahl i dag til Bornholms Tidende.
Han startede sin politiske karriere som DsU-formand, mens han boede i Rutsker. Han har været aktiv og formand for den lokale idrætsforening, inden hnr for en del år siden sammen med sin hustru, Jytte Lund, flyttede til Rømers Minde – ikke så langt fra Strøbyhus. Det er en mindre ejendom, hvor de både har økologisk fåre- og biavl.
Bjarne Westerdahl har været involveret i mange politiske beslutninger på Bornholm i løbet af de 45 år, og senest har han haft en meget stor finger med i spillet omkring projektet ”Linjer i Landskabet,” der udgår fra NaturBornholm.
Til sommer fylder Bjarne Westerdahl 65 år.