Ungt par overtager Myragre Mølle for at give den nogle kærlige hænder

Ungt par overtager Myragre Mølle for at give den nogle kærlige hænder

Billederne her og især det øverste taler deres tydelige sprog om, at der er behov for nogle kærlige hænder, før Aakirkebys vartegn igen tager sig ud fra sin pæneste side. Foreløbig har de nye ejere fjernet vildnisset, der havde dannet sig omkring den smukke møllebygning. Foto: Mads Kristoffersen

Nick Rylander, nylig startet som selvstændig sammen med Jesper Froberg Kuhre i firmaet Klippeøens Tømrermestre, har masser af energi og gå på mod.

Han har købt Myragre Mølle lige uden for Aakirkeby på vej mod Nexø. Den har meget længe trængt til nogle kærlige hænder, og det vil Nick gøre noget ved. Han fortæller:

- Min kæreste, (Nellie Baasch von Arenstorff) og jeg sad en aften på sofaen og snakkede om, at det kunne være fedt med en mølle, så dagen efter tog vi rundt på hele Bornholm for at se på møller og faldt så over Myragre Mølle. Og så gik vi ellers i gang med at ringe rundt for at få fat i ejeren. En måned efter overtog vi den!

- Min kæreste har altid drømt om at eje en mølle!

Da jeg er selvstændig tømrer er det bare et paradis med alle de detaljer sådan en mølle rummer.

- Planen er simpelthen at restaurere den, så den kommer til at se pæn ud igen som den gjorde en gang.

- Det er jo et vartegn for Aakirkeby!

- Den kommer nok ikke til at dreje rundt, men pæn skal den nok blive!For mig er det bare vigtigt der ikke står så flotte bygninger og forfalder!

Nick fortæller, at det endnu ikke er besluttet, hvad møllen skal bruges til, når de er færdig med at give den “en masse kærlighed.”

- Jeg havde nær glemt at sige at det efterfølgende er blivet til en familiemølle, da mine forældre også synes, det er et spænende projekt, slutter Nick Rylander.

Nick og Nellie sad en dag i sofaen og drømte om en mølle. Nu er drømmen gået i opfyldelse. Privat foto.