Ture med Stoltze: Tag med og mød en blå bornholmer

Ture med Stoltze: Tag med og mød en blå bornholmer

Biologen og forfatteren Michael Stoltze flyttede for nogle år siden hjem til fødeøen, hvor han bl.a. guider på en række ture i den bornholmske natur. Han er opvokset i Olsker som søn af det kendte kunstnerpar Bodil og Paul Stoltze.

Fra mats til oktober gennemfører han 30 mandagsvandringer rundt om på Bornholm, heraf ca. halvdelen på Midtbornholm.

Af hans program for 2019 fremgår følgende praktiske oplysninger:

”Det er ture for helt almindelige glade børn og voksne i alle aldre. Det er ture for alle, der har lyst til at opleve den bedste, vildeste og flotteste natur og lære nogle af naturens hemmeligheder nærmere at kende med alle sanser. Fokus er på planter, dyr og naturfænomener samt den kulturhistorie, der knytter sig til stedernes natur.

Turene finder sted mandage kl. 15.00-17.00. Det koster 50 kr. pr. person. Børn under 15 år 25 kr. og børn under 7 år er gratis. Der betales kontant eller på MobilePay på dagen. For at sikre en god oplevelse er det maksimale antal deltagere på turene 50 personer inklusiv børn. Vil du være sikker på plads, kan du forhåndstilmelde dig på naturogide@gmail.com eller på telefon 6122 0391. Turene er almindelig rolig vandring i ret let terræn. Tøj efter vejret og vandrestøvler anbefales. Ruterne er ikke til klapvogne og barnevogne. Rolige hunde kan medtages i snor, med mindre andet er angivet. Mødesteder er angivet på kort i link under hver enkelt tur. Evt. aflysning oplyses her på siden (se henvisninigen til hjemmesiden nederst i artiklen. red)  og ved besked pr. mail eller sms til tilmeldte.”

Den allerførste tur udgår fra Koldekilde i Almindingen mandag den 4. marts.

Mødested: P-pladsen ved Christianshøj Trinbræt Vi går til Koldekilde og hører om kilden og dens historie, om dyrelivet i kilden og i Svenskebækken, der løber lige forbi. Der er garanti for bøgeløbere – den sjældne, blå bille, som har fået tilnavnet “den blå bornholmer”. Fra Koldekilde går vi langs Svenskebækken (mulighed for at se vandstær) ned forbi Rømersminde og tilbage via Gamleborg og Christianshøj og ser på natur, kultur og forårstegn. undervejs., skriver Michael Stoltze i programmet.

Hvis man vil se hele hans spændende program med 30 ture hen over året kan det ske på hans hjemmeside her.