Smag under havets overflade - Hans Rømer Skolen deltager i naturfestival

Smag under havets overflade - Hans Rømer Skolen deltager i naturfestival

I denne uge deltager Hans Rømer Skolen i den årlige naturfestival, der løber af stabelen i hele landet i uge 39 hvert år. Skolen deltager på festivallen bl.a. i verdens første videnskabelige kortlægning af plastforurening.

Onsdag var 4. klasse på Melsted havn i forbindelse med et forløb arrangeret af Gaarden. Temaet var "Hvad spiser vi når der ikke længere er samme mængde fisk tilbage som vi hidtil har været vant til?", og eleverne fra 4. klasse udfordrede sig selv, både med hensyn til fangstmetoder og efterfølgende smagsløg.

En del skovlede nærmest tang i land, og pillede rejer ud af tangen med fingrene. Andre fangede rejer langs sten, under broen i inderhavnen og langs bådefortøjninger.
Ud over den største fangst, som var rejer, fangede eleverne også en tangnål, en hundestejle, en enkelt bille samt lidt muslinger.

Nogle havde aldrig smagt muslinger eller rejer før. Eleverne kunne vælge mellem at få skaldyrene kogt eller stegt; de fleste valgte at få dem stegt, og gav efterfølgende  udtryk for, at de havde konsistens og smag som chips. De modigste spiste rejer med skal og hoved, de øvrige fjernede enten hovedet eller pillede hele rejen. 

Underviseren Miller fra Gaarden tog imod en udfordring og delte en vandmand med fire drenge fra klassen. For to af drengene lykkedes det ikke at synke vandmanden - trods et bravt forsøg endte det med, at de opgav forehavendet. De to andre fik den utrarditionelle spise ned og syntes, at den smagte af saltvand og noget, de ikke kunne sætte ord på.

Fire seje drenge, der godt turde smage på en vandmand. Fra venstre: Sebastian, Jonas, Sylvester og Jakob.

Ud over at fortære en vandmand smagte de samme fire drenge også stegt tangnål. Den smagte godt, selvom halen blev lidt tør.

Til trods for, at klassen har haft en uge med mange spændende ture ud af huset, var turen til Mested med elevernes egne ord ugens højdepunkt, og hverken børn eller voksne kan få armene ned. Eleverne synes især, at det var ”fedt at få lov til fange noget og selv spise det bagefter”, et ”minikursus i overlevelse”.