Seks spændende intimkoncerter for det modne publikum i Ekkodalshuset
Ekkodalshuset skriver i en pressemeddelelse:
“Også I år har vi fået plads til en lille vifte af intimkoncerter, der både byder ind med et stort internationalt navn, men også holder fast i det folkelige og danske musikudbud. Og som sædvanlig bliver de nok udsolgt inden 1. maj, da vi i sagens natur arrangerer koncerterne, som små intimkoncerter, hvor hygge og en nærværende musikoplevelse er i højsædet. Og særligt i disse tider er trenden blevet “småt-er-godt”. Publikum i Ekkodalshusets koncerter er ofte 50+ og fordrer derfor måske i større grad trygge og gode rammer for en hyggelig koncert. Det håber vi også i år at kunne tilbyde vores koncertgæster.”
Tørfisk lægger som de første en tur omkring det bornholmske spillested som led i deres 40 års jubilæumstur.
Årets store, internationale navn bliver Walter Trout:
Trout har takket ja til at give koncert med sit band og det kommer ikke til at gå stille for sig.
Walter Trout har spillet med legendariske artister som BB King, John Mayall, Carlos Santana, John Lee Hooker, Joe Tex og mange flere. Så der er dømt tråd og tung blues til den store guldmedalje.
Ellers er der lagt op til en række kendte og elskede gengangere, nemlig Anders Blichfeldt, Henning Stærk, Shubberne og vistnok for første gang i dalen Fede Finn & The Funny Boyz.
Det vil være en god idé meget hurtigt at sikre sig billetter til koncerterne idet de plejer at blive udsolgt ret hurtigt.
For yderligere oplysninger, bl.a. om hvordan man køber billetter, henvises til Ekkodalshusets hjemmeside: www.ekkodalshuset.dk