Politisk debat og prøvevalg på Hans Rømer Skolen
Fra Hans Rømer Skolen har vi modtaget nedenstående pressemeddelelse:
"Som optakt til Skolevalg 2019 afholder Hans Rømer Skolen debatmøde med de politiske ungdomspartier. Det foregår tirsdag d. 29. januar fra kl. 12.30-14.00 i skolens festsal. Efterfølgende er der en markedsplads, hvor eleverne har mulighed for at tale med partierne lidt mere uformelt frem til 14.30.
Følgende partier har givet tilsagn om at de deltager Alternativets Ungenetværk, Radikal Ungdom, Kristendemokratisk Ungdom, Venstres Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom.
Torsdag d. 31. januar er der skolevalg. Kl. 12. kommer Borgmester Winni Grosbøll og åbner valghandlingen. Skolen har lånt ‘DE RIGTIGE’ stemmebokse og valgurner i BRK, så valget kommer til at ligne det rigtige folketingsvalg mest muligt.
Vi glæder os over at medvirke til at danne demokratiske borgere ved også at deltage i og afholde skolevalg på Hans Rømer Skolen."