Opdatering: Ingen sensation i Doktordammen
Det kan godt se ud som om vi er på vej til vinter. I eftermiddag og i aften forventes der 6-7 mm sne her på Midtbornholm. Her i formiddag er temperaturen omkring frysepunktet, men på grund lidt vind føles det, skriver DMI, som om det er 6 graders frost. DMI forudser en del nattefrost i den kommende uges tid.
Sneen er ellers næsten fuldstændig smeltet. Men der er stadig is på vandet rundt om i dammene i Aakirkeby.
På Doktordammen er der endnu i den nordre ende åbent vand, så ænderne kan boltre sig.
Og her så jeg i formiddag fire gråænder, alle af hankøn, i selskab med en næsten sort and med hvidt hovede. Jeg har ikke kunnet finde ud af, om det er en bastard eller en sjældenhed, men har forelagt spørgsmålet for den meget fuglekyndige naturvejleder Jens Kofoed. Når han har svaret vender jeg tilbage. Man håber jo altid på en sensation, men oplever desværre som regel, at det ikke er tilfældet.
SIDSTE. Jens Kofoed har set billedet af den sort/hvide and og konstaterer følgende: "Det er ikke en sjældenhed! Det er, hvad ornitologer kalder en "parkand" - eller lidt hånligt en "franskbrødsand"... Jeg vil sige en avlet gråand - og gardere med en avlet moskusand."
Der er is på det meste af Doktordammen, men nede i det nordlige hjørne er der åbent vand, som
ænderne boltrer sig lystigt i.