Nyt liv på Torvet i Aakirkeby - butik åbner på mandag

Nyt liv på Torvet i Aakirkeby - butik åbner på mandag

Der er kommet nyt liv på Torvet i Aakirkeby. Bornholms Isenkram har indrettet sig i Bilenbergs gamle isenkrambutik, og nu er papiret for vinduerne pillet ned, så man kan begynde at se, hvilke varer der bliver til salg i den nye butik.

Åbningen sker på mandag kl. 9.00 med masser af gode tilbud, som allerede har været annonceret, og man genkender blandt tilbuddene mærkevarer, som også i sin tid var kendt fra Bilenbergs forretning.

Det er Torvets væsentligste forretningsejendom, som nu igen bliver brugt til sit formål. Den første forretningsdrivende i ejendommen var købmand Mads Kofoed, der erhvervede den i 1878, altså for godt 140 år siden. Han udviklede efterhånden forretningen med isenkram  og overdrog i 1912 forretningen til sønnen P.M. Kofoed . I 1954 overtog dennes søn P.A. Kofoed den og drev den frem til den nyudlærte isenkræmmer Ivar Bilenberg tog over i 1973.