Nu forstår jeg, hvorfor Anders Blichfeldt trækker så mange til Ekkodalen - og på sjette år

Nu forstår jeg, hvorfor Anders Blichfeldt trækker så mange til Ekkodalen - og på sjette år

Som det fremgår af billederne her på siden, skabte Anders Blichfeldt god kontakt til publikum. Fotos: Mads Kristoffersen

Til udendørs koncert med Anders Blichfeldt i haven til Ekkodalshuset. Omgivelserne er perfekte. lyden, der kommer ud af højttalerne er fremragende, og man føler sig til tider hensat til et musiklokale med rigtig god akustik. Publikum er med fra starten og hygger sig med Anders Blichfeldt, der ikke alene er musikalsk. Han er også morsom. Publikum overhaler for de flestes vedkommende Anders Blichfeldts fødselsdato, men han forstår at underholde et lidt mere modent publikum, hvis alder han da også formår at gøre lidt grin med. På den hyggelige måde, som får folk til at more sig.

På forhånd var jeg skeptisk. Det er vi journalister jo pr definition. Men det varede ikke længe. Anders Blichfeldts livshistorie? Ja, kan det være særlig interessant at høre om en Hundesteddreng fra 1963 og hans ungdoms kvababbelser, og hvad der fulgte efter.

Svaret er et stort rungende ja. Han forstår på en ligefrem og morsom måde, akkompagneret af hans guitar og noget rockende “dåsemusik” at underholde og fastholde publikum i en sådan grad, at det føler sig medinddraget.

Anders er en man føler sig på fornavn med allerede fra starten, og han er på igen i aften til endnu en udsolgt koncert, som er arrangeret i samarbejde med Musikhuzet i Rønne.

Nu forstår jeg, hvorfor det er sjette år i træk, han trækker “fuld have” i Ekkodalen.