Nu er parkerings-restriktioner og P-vagter også kommet til Aakirkeby
Foto: Mads Kristoffersen
I årevis har handelsstanden i Aakirkeby brystet sig af, at der ikke var særlige parkeringsrestriktioner i byen, bortset fra, at man naturligvis har skullet følge de regler, som fremgår af færdselsloven. I perioder har enkelte medlemmer af SYTE foreslået, at man skulle indføre 2-timersparkering på de små vejsideparkeringspladser i byen og i samtidig friholde de store pladser bag Sparkøbmanden og den, der er henvisning til lige overfor kirken. Dertil kommer den nye fine parkeringsplads ved Svanekegade, hvor der også er indrettet opladning til el-biler (med tidsbegrænsning).
Det, der før var utænkeligt i mange ældre aakirkebyborgeres opfattelse, er nu i al ubemærkethed blevet en realitet: 2-timersparkering på flere af de pladser, der er anlagt langs byens gader.
Der er vist flere, der er blevet overraskede over en uvelkommen hilsen fra de kommunale parkeringsvagter, der nu også har fundet vej til Byen Midt inde i Landet.
Bl.a. er det sket for ejeren af bilen, hvorpå denne hilsen var sat fast i vinduesviskeren. Billedet har MADS KRISTOFFERSEN taget i Eskildsgade overfor apoteket.
Et råd til bilister i eller på besøg i Aakirkeby: Bemærk lige hvad der står på undertavlen til de almindelige P-skilte. Det er ærgerligt at skulle betale for at have glemt at sætte sin parkeringsskive eller at have parkeret et par minutter mere end de tilladte to timer.
Går ud fra, at formålet med restriktionerne er, at forhindre, at mange benytter de berørte pladser til langtidsparkering.