NaturBornholms tidligere direktør begraves i dag

NaturBornholms tidligere direktør begraves i dag

På billedet ses Sven-Erik Jensen (t.v.) sammen med en argentinsk vinbonde, der overrakte  ham og dermed NaturBornholm en kopi af et ben af en langhalset dinosaurus, som blev fundet under udgravning til en vinkælder i det sydlige Argentina.

I dag begraves tidligere direktør på NaturBornholm, Sven-Erik Jensen fra Sct. Ibs Kirke. Han var født og opvokset på det, der senere blev til Hotel Rosengården, som han drev sammen med sin hustru, Anna-Lise i 20 år. Senere blev han cateringchef i BornholmsTrafikken og i 2001 direktør for NaturBornholm, som han i 2010 afleverede til den nuværende direktør, Peter Haase. Her lagde han mange kræfter i at gøre oplevelsescentret til en levedygtig attraktion på Bornholm.

Jeg skrev forleden mindeord i Bornholms Tidende om Sven-Erik Jensen, og de gengives herunder:

“Jeg fatter det ikke. Det er mindre end 14 dage siden vi mailede til hinanden. Sven-Erik inviterede på en tur i Stangegårds imponerende have i nærmeste fremtid. Jeg var forhindret, da han rundede de 78 år et par dage tidligere. Min gode ven, Sven-Erik Jensen, tidligere Rosengården, tidl. cateringchef i BornholmsTrafikken og tidligere direktør på NaturBornholm er pludselig død. Han så godt nok lidt ældre ud, måske endda lidt sløj, da jeg mødte ham sidst. Men at han pludselig er død, kan jeg slet ikke forstå.

Sven-Erik var ung løjtnant, da jeg mødte ham første gang i dommertårnet på travbanen i Almindingen. Han var på vej til at overtage restaurationsdriften på banen samtidig med, at han drev hotel Rosengården sammen med sin utrættelige, arbejdsomme og dygtige hustru Anna-Lise.

Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en stor fælles interesse: naturen og for mit vedkommende især botanikken, mens Sven-Erik i første omgang vistnok var fuglemand. Jeg havde mødt min overmand, hvad naturen angik, men han var altid villig til at fortælle mig om de sammenhænge, jeg ikke tidligere havde haft øjnene op for. Ingen hoveren, men den rette læremester.

Sven-Erik var et par år ældre end jeg, men vi klingede bare fantastisk godt sammen, og det gjorde vore familier vist også.

Da Bornholmeren havde problemer i slutningen af 1970’erne hoppede han ind som lokalredaktør for avisen, og han var en af flere, der syntes, at den socialdemokratiske avis skulle fortsætte, selv om det ikke lige var hans parti.

For 25 år siden tog han mig med til det, der senere er blevet kendt som Den Fennoskandiske Randzone her lidt syd for Aakirkeby. Han holdt et fantastiske foredrag for mig, om hvad geologien var og betød for Bornholm. Jeg havde godt nok læst bøger om det, men ikke rigtig forstået det. Pludselig gik den bornholmske tilblivelseshistorie lyslevende op for mig. Og som så ofte før, når Sven-Erik og jeg var sammen og han fortalte mig et eller andet, blev jeg fyr og flamme og tænkte, at det måtte der gøres noget ved.

Det var så heldigt, at jeg på det tidspunkt arbejdede for Aakirkebys borgmester, Birthe Juel-Jensen, og da dramaet i den bornholmske natur jo netop var foregået i Aakirkeby for millioner af pr siden, og nu var blevet en del af min bevidsthed, forelagde jeg hende Sven-Eriks beretning, og vi blev enige om, at det ville være fantastisk at etablere et oplevelsescenter, ja, vi snakkede nok om museum dengang, omkring den spændende zone.

Det førte ad snørklede veje til det, vi i dag kender som NaturBornholm. At Sven-Erik senere blev direktør for stedet, var et lykketræf. Han var den fødte administrator og organisator og fik sat styr på oplevelsescentret.

Meget af min forståelse for bierne, blomsterne og naturen skyldes mit fantastiske bekendtskab med Sven-Erik, og jeg tror også, at det indirekte er hans skyld, at Elly og jeg kom til at interessere os for Aakirkeby og omegn og først købte sommerhuse på Bodernevej og senere blev faste indbyggere i Aakirkeby.

Jeg bliver meget trist ved at tænke på, at Sven-Erik ikke er mere. Og at vi aldrig fik den havevandring sammen, men jeg troede jo ikke, at det hastede.

Jeg tænker meget på familien, hans trofaste hustru Anna-Lise og de fire børn, Stine, Anne Gerd, Mikkel og Gitte.

Æret være Sven-Erik Jensens minde.”