Kom indenfor i Det grafiske værksted Tryk2

Kom indenfor i Det grafiske værksted Tryk2

Daglig leder Josva Kleist skriver:

Tryk2 ligger i hjertet af Aakirkeby - Eskildsgade 4 og nabo til Torvet.

Det grafiske kunstneriske håndværk har rødder mange hundrede år tilbage.

Et besøg i Tryk2 vil give dig mulighed for at se et grafisk værksted i arbejde: Hvordan vi arbejder med håndværket, maskiner og redskaber. Overvejelser.  Hvordan inddrages ny teknologi, som kan give nye grafiske kunstneriske oplevelser?

Se hvad grafikere lige nu er i gang med. Få en snak om grafik, om hvilke overvejelser grafikeren gør sig. Se dele af processen og måske det endelige grafiske blad. - Du vil kunne se eksempler på, hvad der er skabt i værkstedet og få mulighed for at erhverve dig et grafisk blad.

Vi er en gruppe grafikere, der arbejder og får værkstedet til at fungere på frivillig basis.Tryk2 er et etableret non-toxisk grafisk værksted, som rækker tilbage til 90’erne, og som inden for det sidste år er blevet renoveret og videreudviklet, så der er skabt faciliteter og arbejdsrum for flere og specialiserede teknikker inden for det grafiske håndværk. Dette gør vi for at tiltrække grupper af grafikere fra ind - og udland og for at give lokale udøvere de bedste muligheder for at arbejde med grafikken.

Tryk2 lægger rammer til undervisning, og inden for de sidste år har vi afholdt kurser med professionelle oplægsholdere inden for det grafiske håndværk.

Vi har åbent arbejdende værksted i Kunstrunden - find yderligere information om os på vores hjemmeside. http://tryk2.dk/

Velkommen

Fotos: Josva Kleist