Julen er startet med maner i Aakirkeby
"Jeg har aldrig set så mange mennesker her før," sagde en af mine gode venner, og jeg måtte give ham ret. Uanset hvilken vej man så på denne vandkolde søndag, stod forventningsfulde børn og voksne tætpakket på Torvet. Mange af de mindste var kommet op på skuldrene for at kunne se. Et forsøg på at sjusse et antal var på forhånd dømt til at mislykkes. Køen til Aa.I.F.'s nye æbleskivevogn strakte sig forbi Aakirkebys thai-takeaway Ta-Yay og videre hen mod den blokvogn, hvor borgmester Jacob Trøst stod klar ved mikrofonen.
Menneskemængden taget i betragtning kunne man have ønsket sig at der var skruet lidt højere op for anlægget, men mon ikke de fleste forstod meningen da Trøst mindede os om at vi var heldige at bo på et så fredeligt sted i verden. Om ikke andet gik i hvert fald borgmesterens nedtælling klart igennem: 10 - 9 - 8 - 7 - 6 - 5 - 4 - 3 - 2 - 1! Og i det helt rigtige øjeblik kom der lys i træet (et flot et af slagsen i år). Toget futtede omkring træet, og traditionen tro blev der derefter sunget julesange. Nogle minutters støvregn viste sig heldigvis at være en tom trussel. I dag blev julen skudt i gang på smukkeste vis, og i morgen er det december.