Journalist med TV2-Bornholm-fortid fik piskesmæld i Allinge
TV-vært og –journalist Karen-Helene Hjorth, blev i fredags meget dårlig, da hun var på vej til en arbejdsdag på TV2 News. Hun blev kørt på hospitalet med fuld udrykning.
Nu viser det sig, at årsagen til den 42-årige Karen-Helene Hjorth ildebefindende formentlig skyldes en klemt nerve, som hun pådrog sig under Folkemødet på Bornholm i juni i fjor, da hun fik en højttaler i hovedet, skriver Ekstra-Bladet.
Hos en fysioterapeut har hun fået noget massage, der har løst problemet.
- Jeg har været låst i nakke og led siden i sommer, hvor jeg fik den hjernerystelse og piskesmæld, siger den populære TV-vært, der vendte tilbage til studiet i går.
Karen-Helene Hjorth trådte sine journalistiske børnesko på TV2-Bornholm for omkring 10-15 år siden, og allerede dengang kunne man fornemme, at der var gods til mere i hende end at være journalist på en lokal tv-station.