Forkert turistinfo om Aa Kirke er en vandrehistorie
Herover ses forsiden af bonholm.info*s henvisning til Aakirkeby. Og med hvid tekst står der højt og tydeligt, at Aa Kirke er øens største. Det ER den ikke.
En gang for mange år siden er der en eller anden, der har bildt en skribent ind, at Bornholms største kirke ligger i Aakirkeby. Og siden har det hængt ved og findes i utallige beskrivelser af Aa Kirke og byen, der har fået navn efter den.
For nogle år siden fremgik det også af Bornholm Kort & Godt, men jeg henvendte mig til redaktionen og gjorde opmærksom på fadæsen, der siden blev rettet.
Men på bornholm.info, der styres af Destination Bornholm, står der stadig, at Aa Kirke er Bornholms største.
På forsiden af Bornholm.info oplyses følgende om disse websider: "bornholm.info er din officielle guide til solskinsøen Bornholm. Her kan du finde alt du har brug for til din rejse til vores skønne ø."
Selv om vi her i Aakirkeby gerne vil omtales for alt det gode, man finder her i øens navle og omkring den, vil vi jo helst have at det er rigtigt, det, der oplyses om Byen Midt Inde i Landet.
Vandrehistorier har det med at være svære at aflive. Men vi vil da gerne bidrage til, at oplysningerne til vore turister er så korrekte som muligt. Derfor opfordres Destinationen til at få slettet den forkerte oplysning om Aa Kirke.
Den største kirke på Bornholm må være Sct. Nicolai i Rønne.
Jeg tror at den forkerte oplysning skyldes, at Aa Kirke i sin tid var den mest betydningsfulde på Bornholm. Det var her øens gejstlige mødtes for at tage bestemmelser om bornholmske anliggender, dengang kirken havde magten over øen. Derfor har eftertiden opfattet Aa Kirke som en slags domkirke.