Først tøsne, så frost og erantis i hvidt - mere sne nord for Almindingen

Først tøsne, så frost og erantis i hvidt - mere sne nord for Almindingen

På et eller andet tidspunkt dalede tykke tøsnefnug ned over Præstedammen og omegn. Det blev vel til 4-5 centimeter, hvoraf det meste tøede, inden frosten satte ind tidligt i morges og gjorde det hvide til en omgang lumsk glat, nård sne.

Ude ved kysterne var der ingen sne, mennord for Almindingen, især omkring Klemensker, er der faldet temmelig meget sne nat, meget mere end her syd for Almindingen, der ofte er grænsen mellem de forskellige vejrformer.

Og ude i bedene i vores lille have har vintergækkerne stået og lyst op i nogen tid, mens erantis først er dukket op det seneste par dage, og i dag omgivet af hårdfrossen sne.

Ude på selve Præsedammen er der stadig is, og så sent som i går så jeg letsindige unge mennesker begive sig ud på den. Men der er ingen, der ligesom i gamle dage sørger for skiltning med, at det kan være farligt at færdes på isen. Måske det især ville være en god idé ved Præstedammen, som sine steder er temmelig dyb.