En ide til pinseturen

En ide til pinseturen

I øjeblikket er vores ø overvældende smuk med frodighed overalt. 

I haven ved Graneli, Ølenevej 33, (tæt ved Nexø-Rønne landevejen) står en imponerende stor rhododendron - mere end 6 m høj og omkring 50 m i omkreds. Den er netop nu i fuldt blomsterflor - men blomsterne falder hurtigt, så måske er et besøg i den spændende historiske have her i pinsen "sidste udkald"? Der er markeret P-plads på gårdspladsen, og herfra går man til selve den store have ca. 50 m mod syd.

I Finn Hansens turguide På 367 ture i Bornholms natur kan man læse mere om historien for dette interessante sted, hvis historie strækker sig helt tilbage til 1800-tallet:  http://www.367ture.dk/ture/smaalyngen/graneli/.

På 367 ture i Bornholms natur er iøvrigt en meget anbefalelsesværdig bog, som ikke blot rummer opslag og gode informationer om spændende lokaliteter og seværdigheder på hele øen, men også fortæller om Bornholms historie med geologi samt beskrivelse af både plante- og dyreliv og meget andet. Utrolig informativ og med mange fine billeder.

Bogen - som er på 336 sider - koster kun 198 kr. Og så er den også udgivet på tysk.