Djorns og - Kirstens - helt eget (J)univers!

Djorn Juni, 90 år, gør gymnastik ved gelænderet på Varpeløkken. Her er en god udsigt, frisk luft og udsigt til den bro, som hans elskede Kirsten har lagt mange kræfter i at skaffe penge til, og som hun netop har udgivet en bog om. Jeg sidder på min rollator, mens Djorn gør øvelser. Foto: Mads Kristoffersen

Jeg kan jo tage fejl. Det er sket før. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg har set Djorn Juni, siden jeg forlod Bornholmeren i 1991 - altså for ca. 30 år siden.

Gensynet var hjerteligt og hyggeligt. Og Djorn lignede fuldstændig sig selv. Men ligesom os andre gamle, så har han da haft sine aldersrelaterede problemer at slås med. Han sidder i kørestol, men kan med lethed rejse sig, når han har et rækværk at tage fat i.

Hans noget yngre Kirsten har jeg mødtes med i mange forskellige, ofte arbejdsrelaterede sammenhænge.

Men nu skal det jo handle om Djorn, der i forholdsvis stilhed passerede de 90 år i det tidlige forår.

Jeg husker tydeligt, da han som smykkekunstner var kommet til Bornholm først i 1970’erne og jeg blev præsenteret for ham af vores fælles gode ven, fotografen Ruben Jensen, i Nexø. Lidt senere kom hans unge hustru, Kirsten, til, og husker jeg ikke meget galt bosatte de sig tidligt på Balka. Da var Kirsten et års tid lærervikar på Svaneke Skole. Senere i rigtig mange år en respekteret turistchef for Nexø-Dueodde.

Efter at Djorn, der havde klare evner som journalist, havde været lokalredaktør på Østbornholm nogle år, blev han lokalredaktør på Bornholmeren, og vi arbejdede sammen i omkring 15 år. De første år var jeg redaktionssekretær, og jeg husker ikke så meget om den periode. For der var aldrig problemer med Djorn. Han udfyldte sin rolle med en sikkerhed, som ikke ret mange andre lokalredaktører, jeg har kendt. Hans manuskripter var altid i orden. Ligesom hans sprog. Det var i top. Og så var han poetisk. Hvad man bl.a. bemærkede med hans udgivelser af lokumsdigte, som sangskriver og i det hele taget som den poet, han var og er!

Det blev til godt og vel 11.000 såkaldte Junivers, før Djorn holdt op med at betjene pc’en, da synet svigtede ham. Så nu digter han videre i hovedet, uden at det bliver sat på papir.

Der var så meget, jeg kunne fortælle om Djorn. Som det hjertevarme og højt begavede menneske, han er. Men det vil jeg overlade til andre. Efter mødet i Arnager, som Kirsten og han flyttede til for 22 år siden, betragter jeg ham ikke kun som en god kollega, men som en virkelig god ven, som jeg allerede længes efter at mødes med, så vi kan sidde overfor hinanden og mindes de gode gamle dage.

Og så tak til fotografen Mads Kristoffersen, som vi begge har arbejdet sammen med, for at tage initiativet til vores møde på et fint udsigtsted på Varpeløkken i Arnager, hvortil Kirsten triller med sin poet hver eneste dag, så han på det derværende rækværk kan gøre lidt gymnastik, bestående af rejseøvelser fra kørestol.

Kirsten og Djorn og så mig, sagde hunden ved det rækværk, som Djorn gør gymnastiske øvelser ved hver dag. Foto: Mads Kristoffersen