Det bornholmske søhøjland eller De 1000 Søers Ø

Det bornholmske søhøjland eller De 1000 Søers Ø

 

Billederne her på siden viser de store oversvømmelsen østen for Lille Myregårdsvejen. Det ser måske idyllisk ud, men gad vide, hvor begejstrede landmændene, der ejer d oversvømmede arealer, er? Foto: Køkkenfotografen

I dag har der været en pause i en længere periode med regn, og ovenikøbet i en periode med sol. Men nu ser det ud til at trække op til “evig regn” de næste 8-10 dage.

I hvertfald har meteorologerne tilklistret deres forudsigelser med skyer de fleste dage til og med fredag i næste uge.

For Aakirkebyområdet siger man 30 mm i den periode, mens jeg har fået fortalt at der somme steder i forgårs og i går tilsammen er faldet op imod 50 mm.

Jeg har talt med en brøndejer, der i december var nødt til at flytte hjemmefra, fordi brønden var løbet tør.  Siden er den løbet så fuld, at vedkommende ikke kan erindre, at der tidligere har været så meget vand i den i de seneste ca. 30 år.

På strækningen fra Aakirkeby til Nexø afløser den ene lille sø/oversvømmelse den næste, så man nærmest kan betegne det som det bornholmske søhøjland eller De 1000 Søers Ø.

Lige øst for Aakirkeby ved Slumpevej er der igen samlet meget vand på begge sider af vejen, og kører man lidt længere frem efter Lille Myregårdsvej er der en kæmpesø eller måske flere. Området, der er dækket af vand, synes ligeså stort som Hammersøen. Noget lignende har jeg set samme sted for en halv snes år siden efter tøbrud, men aldrig blot efter regnvejr.

I selve Aakirkeby er vandstanden i Præstedammen kommet ned på noget nær det normale, mens Bryggerdammen på hjørnet af Jernbanegade og Birgersvej ser ud til at være klar til at gå over sine bredder.