DCH Aakirkeby vil styrke samarbejdet mellem hund og fører

DCH Aakirkeby vil styrke samarbejdet mellem hund og fører

Foto: Fra venstre: Instruktøren Mai-Britt Lindevang, Ditte Kofod Andersen med Molle og Ditte Hansen med Zui. (Foto: SW)

“DCH Aakirkeby er en lokal forening under DCH-Danmark. Her tilbyder vi hunde træning samt socialt samvær om hunde.”

Sådan står der på den lokale afdeling af Danmarks Civile Hundeførerforenings Facebook-side. Og så tilføjer formanden, Mai-Britt Lindevang, at det drejer sig om at styrke samarbejdet mellem hund og fører.

Jeg er taget på besøg på ejendommen Nyvang, Hegnedevejen 21 i Pedersker, hvor lokalafdelingen holder til på nogle fantastiske udendørsarealer og i en tidligere staldbygning, når vejret ikke er til udendørstræning. Ejendommen ejes af Mai-Britt og hendes mand, Jimmy Hansen, og udendørsarealer og stald stiles gratis til rådighed for klubben.

Mai-Britt har i mange år haft hunde og har uddannet sig som instruktør i DCH-regi.

Året efter etableringen på Nyvang tog hun, manden og Marianne Magnusson initiativ til at starte en lokalafdeling af DCH, den eneste der for tiden er på Bornholm.

Og her tilbydes en lang række kurser for hvalpe, let øvede hunde og dem, der kan det hele.

Det foregår i en meget hyggelig og afslappet atmosfære, og det er vigtigt for Mai-Britt at understrege, at man her ikke straffer hunden, hverken ved at trække i snoren eller skælde dem ud. Det virker alligevel ikke.

Hvis hunden ikke forstår har vi som hundefører ikke været god nok til at lære hunden hvad vi ønsker.

Mai-Britt selv har en flot  belgisk hyrdehund, der lyder navnet Nala. Da jeg besøgte Nyvang en onsdag formiddag, trænede Ditte Kofod Andersen med den 2 år gamle labrador Molle, sammen med Ditte Hansen og hendes halvandet år gamle shetlands sheepdog Zui.

Alle slags hunde kan være med til træningen i DCH Aakirkeby. Og tilbud af trænings hold samt andre praktiske oplysninger findes på klubbens hjemmeside: https://dchaakirkeby.klub-modul.dk/

Endvidere kan man finde klubben på Facebook. DCH Aakirkeby https://www.facebook.com/sjovlegmedhund

Mai-Britt Lindevang og hendes mand sammen med den belgiske hyrdehund Nala.

Ditte Hansen med Zui.

Ditte Kofod Andersen med Molle