Davidskolen er Danmarks syvende bedste
I morges - efter morgensang - gik eleverne på Davidskolen ud i skolegården og så at flaget gik til tops. Forinden havde skoleleder Lene Due Madsen fortalt, at der var to grunde til flagningen i dag. Den ene, at en ny analyse fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos har udråbt Davidskolen i Aakirkeby til Bornholms bedste grundskole til at løfte eleverne rent fagligt set i lyset af deres baggrund. Og på landsplan bliver det til en imponerende syvendeplads.
Den anden grund er, som Lene Due Madsen oplyser i en mail, at “vores gode nabo Børnebakken har 25 års jubilæum”.
Billedet til illustration af historien skulle have været et flag på hel stang, men flaget hænger på grund af vindstille slapt ned på stangen, så i stedet valgte vi dette billede af Østergade i Aakirkeby, der domineres af den hædrede skole.