Aakirkebys egen X Factor-darling gik videre sammen med den nye pigegruppe
Billedtekst: Aakirkebys egen X Factor-darling, 16-årige Mathilde Byder er nummer to fra højre, da hun sammen med de tre andre piger i gruppen 'Echo optrådte meget professionelt.
Den konstruerede pigegruppe med Aakirkebys Mathilde Byder som et af de fire medlemmer var de første, der gik videre i X Factor på TV2 i aftes.
Gruppen er dannet af af X Factor-dommer Oh Land med det borgerlige Nanna Øland.
Der var stor opstandselse, da Mathilde Byder røg ud ved kampen om stolene, da Ankerstjerne valgte at dømme hende ude. Men Oh Land åbnede en kattelem, ja, så nærmest ud som om hun var glad for, at hun kunne trække Mathilde ind i en helt ny gruppe. Mathilde Byder optrådte først solo, men viser sig også tilsyneladende at have det godt i en gruppe. Og det er jo noget hun ikke er uvant med som håndboldspiller i AaIF.
Da Echo som gruppen hedder skulle på scenen i den direkte udsendelse i aftes, var der tekniske problemer, således at lyden ikke nåede til seerne. Værten, Sofie Linde i en lang hjertedekoreret kreation, greb dog straks ind, og Echo gik på igen med et flot show og lod sig ikke mærke med, at der havde været tekniske problemer. Den gruppe må da være en af kandidaterne til den endelige pris. De synger godt, de optræder sammen som har de gjort det i årevis, og Mathilde gør en rigtig god figur og synger med en klar stemme, der synes at være velegnet til popverdenen.
Jeg kan ikke huske, hvad Blachman sagde til gruppen. Men han bliver da også mere og mere selvoptaget og efter min mening ligegyldig. Han skaber drama og ballade, som da han til sidst ville give den gruppe, der ikke gik videre, dødskysset. I bogstaveligste forstand. Der viste Sofie LInde sin myndighed som vært og satte i bogstaveligste forstand Blachman på plads, da hun stoppede ham og sendte ham tilbage til dommersædet.