Aa kirkes apsis - nu med nyt blytag

Aa kirkes apsis - nu med nyt blytag

Den langvarige proces med reparation og udskiftning af blytaget på Aa kirke blev omtalt på aakirkeby.nu 26.5.

I dag kan arbejdet afsluttes, så den store overdækning og stillads igen kan fjernes.

Efter reparation og delvis udskiftning af spær- og trækonstruktionen samt godkendelse fra centrale myndigheder, bl.a. Nationalmuseet, har blytækkerne nu taget fat på oplægning af de omstøbte blyplader.

Arbejdet udføres af blytækkerfirmaet Michaelsen A/S. Far og søn (John og Johannes, der er 4. og 5. generation) har forud formet pladerne i den rette facon til den buede tagkonstruktion, men alligevel er det præcisionsarbejde at lægge pladerne op og tilpasse dem, så de udgør en stærk og tæt tagflade. Der er virkelig tale om håndværk, hvor pladerne endelig tilrettes og slås sammen med en speciel hammer og et modholderjern.

Det var også blytækkerfirmaet Michaelsen A/S, som stod for renovering af blytaget på Sct. Peders kirke for ca. 10 år siden.

Siden 2002 har det ikke været tilladt at bruge bly til nybyggeri, men forbuddet gælder ikke for renovering af bestående blytage. Dog er der stærke miljøkrav ved omsmeltning af bly, idet bly er meget giftig.

Der er ca. 1200 blytækkede bygninger i Danmark, så selvom et blytag kan holde i op mod 100 år, kniber det ikke med arbejde til firmaet, som er det sidste danske firma, som arbejder fuldtids med dette gamle håndværk.

Dette link https://www.youtube.com/watch?v=pDG4LaUMAbE viser processen med omsmeltning og oplægning af blytag.