30 år med biler og anden teknik

30 år med biler og anden teknik

5. juni er i år ikke blot grundlovsdag, fars dag og valgdag. Det er også 30 års dagen for åbningen af Bornholms Automobilmuseum på adressen Grammegårdsvej 1, Aakirkeby.

Dagen bliver markeret med fri entre og reception kl. 11-14 - Ganske som da Birgit og Ole Hermansen  markerede 25 års fødselsdagen. Dog er der en væsentlig ændring fra den gang: Ole Hermansen blev syg og døde for et år siden. Han havde set frem til denne dag. Nu bliver det så en dag, hvor alle besøgende kan imponeres og glæde sig over denne helt unikke private samling af spændende og historiske køretøjer og mange andre interessante genstande fra teknikkens verden.

Det begyndte med en Ford A.

Birgit Hermansen fortæller, at den første bil i samlingen var en Ford A, som de fik ind i bytte med en ny bil.

Parret havde autoværksted med forhandling af Lada biler, og da en kunde godt ville af med en gammel Ford A, som han havde arvet, fandt de en løsning, så begge parter fik en ny/anden bil!

Herefter tog det fart, for sideløbende med autoværksted og -forhandling kom flere biler til, som alle skulle renoveres og gøres i køreklar stand. For ikke at tale om, at bilerne også skulle have "tag over hovedet".

Birgit Hermansen omgivet af biler i den store samling.

Den stadig voksende samling af spændende biler blev kendt og mange ville gerne lige kigge - og tanken modnedes om at give alle adgang til samlingen, så grundlovsdag 1989 blev dørene åbnede til dette helt unikke privatejede museum, som drives helt uden offentlige tilskud. 

Ikke blot danske gæster.

Flere landes flag ud mod vejen signalerer, at her kommer ikke blot danske, men også norske, svenske, tyske og polske gæster, og imponerede besøgende anbefaler andre at aflægge besøg - og det er ikke usædvanligt, at nogle kommer igen år efter år!

Mange automobilklubber, som besøger Bornholm, har også dette museum med som en fast og væsentlig begivenhed i turen - og det er ikke blot Dansk Veteranbilklub, som har tildelt museet en anerkendende pris.

Birgit Hermansen fører nu museet videre med god hjælp af familie og gode venner - og glæder sig til at dele hendes og Oles livsværk med mange gæster  - ikke blot 5. juni, men hele sæsonen - som her i år begyndte med flotte besøgstal helt fra åbningen 20. maj.

Fotos: Mads Kristoffersen