Nedtælling til Stafet For Livet
"Stafet For Livet" er et arrangement som hvert år ved en festlig begivenhed landet over støtter kampen mod kræft. I lyset af Søren Wolffs efterhånden lange sygdomsforløb har vi oprettet et Aakirkeby-hold, 'Aakirkeby for livet', men vi har hårdt brug for din støtte.
Stafetten opstod i USA i 1985 og finder nu sted i 29 lande. På Bornholm foregår det på Stadion Nord i Rønne fra 31. august kl. 12 til 1. september kl. 10. I løbet af den periode gælder det for tilmeldte hold om hele tiden at have en eller flere personer til at gå eller løbe rundt på banen.
Foreløbigt program for stafetten i Rønne
Bornholmergarden indleder Stafetten sammen med vore æresgæster: Fighterne (personer der har eller har haft diagnosen cancer).
Stafettens første runde gås med fighterne forrest og herefter følger de resterende hold.
PROGRAM:
Lørdag d.31.august:
kl.12.00 åbnes stafetten med Bornholmergarden + taler af en fighter samt formanden.
kl.12.15 Selve stafetten skydes i gang og holdboderne åbner med masser af aktiviteter såsom, bumper-ball, ponyridning, hoppeborg, børnestafet, konkurrencer og mange mange andre aktiviteter.
Fra scenen vil du kunne opleve navne som:
- Nikolaj Pihl
- Out of Mind
- Jan Torgersen
- Heat Makers
- Søn for Mor
- Cozy
- Amazing
- Frieda Linn Torgersen (Dance'n be free)
- Dans med Ahmen Shalapy
- Dirty Boots
- Swing Fun
- Karen Sofie
Kl 21.00 afholdes LYSCEREMONI.
Lysceremonien er en smuk og stemningsfuld del af stafetten, hvor de lysposer folk har købt - enten på Nettet eller på stafetpladsen - opstilles i smuk formation, og vi mindes dem, der kæmper med kræft eller dem, som vi har mistet.
Provst Johannes Gregers Jensen vil holde en tale hvorefter Karen Sofie vil synge et par sange.
Omkring kl.22 bliver musikken fra scenen genoptaget.
Søndag d.1.september:
kl.08.00 synger Amazing Kor
kl.09.00 Morgenjazz
kl.10.00 Stafetten slutter.
Støt kampen mod kræft og dit lokale stafet-hold
Gå en runde eller to for sagen
Har du lyst til at gå et par runder for 'Aakirkeby for livet' kan du tilmelde dig her: https://www.stafetforlivet.dk/stafet/roenne/tilmeldte-hold/hold/12353
Ved tilmelding støtter du samtidig sagen med 100 kr.
Det er absolut ikke nødvendigt at være på pladsen hele døgnet. Vi anbefaler at du er der ved åbningsceremonien, da det er en smuk og rørende begivenhed.
Tænd et lys
Hvis du ikke har mulighed eller lyst til at være til stede, kan du alligevel støtte sagen og give vores hold lidt moralsk opbakning.
Tænd et lys for en, du har mistet, eller for en, der kæmper mod kræft - det kan du gøre fra stafettens hjemmeside her: https://www.stafetforlivet.dk/stafet/roenne/stoet/koeb-lys/hold/12353
Et lys koster 50 kr., det står i en pose med navn på den person, det er tilegnet. Hvis du køber det på nettet, vil det lyse frem til stafetten.
Kræftens bekæmpelse beskriver lysceremonien kl. 21 således:
"Når mørket falder på, stopper vi stafetten, og alle stafetdeltagere samles til en lysceremoni. Her får du mulighed for at tænde et levende lys i en lyspose for at støtte eller mindes en person, der kæmper mod kræft, eller som mistede livet til kræft.
Lyset symboliserer håbet om, at kræft en dag kan bekæmpes - og at de, der mistede livet, ikke er glemt. Under ceremonien afholdes et minuts stilhed til ære og minde, der giver plads til eftertanke og fordybelse."
Ring gerne til mig på 61 70 07 73, hvis du har spørgsmål.
Kim Bak