Kursus: Kom godt i gang med AakirkebyPortalen
Tekst: Henning Kiilerich -Foto: Mads Kristoffersen
Det første af to planlagte kurser for brugere (også kommende) af aakirkeby.nu blev afholdt på Kanns Hotel i forgårs.
aakirkeby.nu har nu været i gang i ca. 3 måneder og har i den tid haft over 40.000 visninger.
En del virksomheder og foreninger er allerede i gang og har oprettet sig på "De gule sider", og efter aftenens kursus kommer der sikkert endnu flere....
På nyhedsområdet sigtes der mod at få "lokalredaktører" for alle bysamfund og områder i den tidligere Aakirkeby Kommune.
15 personer deltog ved kurset, og Kim Bak gennemgik mulighederne og vejledte blandt andet i oprettelse som bruger og opbygning af virksomheders og foreningers egne sider.
aakirkeby.nu er stadig under opbygning og flere gode ideer og ønsker blev præsenteret.
Det er målet, at siden virkelig bliver en portal, som alle følger, og som også kan give tilflyttere og turister gode ideer både om indkøbsmuligheder, arrangementer og aktiviteter mv. Derfor er det også væsentligt at få nyhedsdelen udvidet, så den giver et bredt billede af livet i Bornholms hjerte.
Næste kursus bliver torsdag den 11. april 17.00 – 18.30 på Kanns Hotel.