BM 2019 - Billetsalget er startet
BlowOut Bornholm og Aa.I.F. har nu åbnet for salget af billetter til den indledende runde i Bornholmsmesterskaberne i Mobildiskotek, som løber af stablen lørdag den 19. oktober 2019 i Aakirkeby-Hallerne. Som de fleste lokale vil vide, er arrangementet en genoplivning af et legendarisk koncept der havde sin storhedstid i 90'erne og 00'erne, og som gennem 15 år stod for nogle af de største fester i Aakirkeby-Hallerne.
Penge at spare for 'early birds'
Billetprisen til den indledende runde er sat til 100 kr, men for at få skudt salget i gang sælges de første 100 billetter til 75 kr. pr. stk. Billetterne kan købes online på bm.aaif.dk, og de første billetter er allerede røget over disken. Billetprisen inkluderer garderobe.
For 15 år siden kunne arrangementet samle over 1000 unge.
Bornholmerne vil gerne have BM tilbage
BlowOut Bornholm, som består af de to DJ's og eksilbornholmere Thomas Viborg, Kim Engell og Lasse Mikkelsen, spurgte i januar en række bornholmere om deres holdning til et nyt BM i Aakirkeby, og 93 % af de adspurgte tilkendegav en klar interesse i at få arrangementet tilbage. Det er denne undersøgelse der ligger til grund for at BlowOut nu i samarbejde med Aa.I.F igen fyrer op for lys- og lydanlægget. I den indledende runde deltager følgende 7 mobile diskoteker:
- BOWLERHATTEN
- BOB's PARTY CREW
- GRANIT MAFIAEN
- AFTERDARK
- NEMESIS
- GOOD VIBRATIONS
- BASSHUNTERS
Af disse går fire videre til finalen den 27. december, hvor Bornholms bedste mobile diskotek kåres.
Frivillige søges
Som i de gode gamle dage bliver også dette års BM afviklet af frivillige, og hvis man allerede nu har lyst til at være med, tager BlowOut og Aa.I.F. imod med åbne arme. Man kan skrive til info@aaif.dk eller ringe på 56 97 46 35. Man kan også sende en besked fra Aa.I.F.'s profil på Aakirkeby.nu - klik på kontaktlinket i venstre side.