Kirken er sandsynligvis bygget i tre perioder med en eventuel trækirke som forgænger. Man kan ved at følge på billedet herover se perioderne. Den ældste del er kor og apsis, der synes at have stået som en selvstændig bygning med en nu tilmuret, meget smal præstedør. Denne har måske været midlertidig indgang til kirken. I korbuens hjørner ned mod skibet er rester af fremspring i murværket, der kunne tyde på, at der her har været to smalle døre, så det nederste af korbuen har været lukket af en korskranke af sten. På en sådan murskærm plejede et helligkorsalter at være placeret. I apsis har der været tre vinduer og i koret to.
Senere bygges skibet, hvis langmure ikke flugter med korets langmure. Der har været to vinduer i hver langmur. Senere er udhugget store vinduer i en afvigende stil. Særlig vinduet i den tidligere kvindedør mod nord, afviger. Byggematerialet er silurkalksten, som findes lokalt på Sydbornholm.
Våbenhuset afløste et ældre romansk våbenhus i 1864.