Til bryllup med ornen på bagsædet
TEKST til billedet: Billedet her er fra Street View og viser mit barndomshjem på Margrethehåbsvej i Roskilde. I dag ligger det midt i et moderne villakvarter. I min barndom var det langt ude på landet. Huset synes ikke stort, men mange af mine kammerater i byen som boede i lejligheder syntes, at vi havde masser adf plads, i hvert fald ude omkring huset. Det store træ til venstre billedet har jeg faktisk plantet tilbage i begyndelsenaf 50'erne. Jeg og måske min lillebror fandt i marken en frøplante som ikke lignede alt det andet ukrudt. Så vi gravede den op og plantede den på et hemmeligt sted. Hemmeligt i forhold til vores far, der ikke ønskede træer i sin have. Jeg tror, at vi indviede mor, og at hun var med på, hvor det skulle plantes, når det blev lidt større. Vi fulgte planen. Og i dag er der et kæmpestort ahorn-træ på stedet - ca. 65 år gammelt.
Jeg er født i 1943 og kan i hvert fald huske tilbage til tiden omkring befrielsen fra Hitler-Tyskland to år senere. Jeg har nogle billeder i hovedet af enkelte oplevelser fra den tid, og endnu flere hvis vi går frem til 1947-48, da min familie flyttede fra Roskilde Domsogn i udkanten af byen til Sct. Jørgensbjerg Sogn, der grænsede lige op til min barndoms gade, men som også strakte sig ud på landet vest for byen. Og det var her min far og mor havde ladet opføre et nyt hus med to små stuer, lille køkken, entre og vindfang samt et lille gæstetoilet. Der var nedgang til kælder og opgang til 1. salen, hvor der var to værelser: Fars og mors soveværelse og et lidt større værelse, hvor vi fire drenge sov i køjesenge. Derudover var der et lille badeværelse med koldt vand. De første år badede vi en gang om ugen i opvarmet vand i baljer i kælderen, iindtil der blev råd til at tilslutte varmtvandsbeholder til centralvarmeanlægget.
Det jeg fortæller om her kunne ligeså godt have været på Bornholm, hvor lidt bedre stillede arbejderfamilier flyttede ud i udkanten af byerne og byggede eget hus. De fleste til nye, små villakvarterer. I vores situation helt ude på landet, fordi min far ville realisere en gammel drøm egen jord under neglene. Jeg mener, at der i første gang var en tønder land jord til huset, og noget af grunden lå i niveau med naboengen, så der blev kørt læssevis af aske, slagger og dagrenovation på for at forhøje niveauet og forhindre vand i kælderen i tøbrudstiden. Det var dog ikke altid helt muligt. For naboengen, der vel på det dybeste lå godt en meter under vores nye niveau, blev netop i tøbrud efter meget voldsomt snefald oversvømmet, og nabodrengen, min lillebror og jeg sejlede de år på hjemmelavet tømmerflåde på et areral på størrelse med en fodboldbane.
Fang måger ved at strø salt på halen
Huset blev opført, og jeg erindrer enkelte mindre episoder fra det arbejde. For at spare gravede min far og kolleger selv grunden ud, inden murerne kom og afsatte området, som huset skulle udfylde. Det var i en meget fugtig periode, og derfor samlede der sig i udgravningen vand og massevise af store tykke, slimede skrubtudsser.
Der er en episode, jeg har fået fortalt masser af gange, men som jeg mærkeligt nok ikke selv kan huske. En af murerne havde fortalt min lidt ældre storebror, der var nummer to i rækken, at hvis han skjulte sig i en tønde, så kunne han fange måger med de bare hænder, hvis bare han kastede salt på halen af fjerkræet. Niels, som han hedder, forsøgte ihærdigt, men fik aldrig fat i en måge.
Hentede mælk til mor på trehjulet cykel
Huset blev opført og færdigt. Jeg kan ikke huske selve flytningen, men jeg erindrer, at jeg efter min første fødselsdag i det nye "store" hus havde fået en trehjulet cykel med lad. En dag blev jeg sendt til den nærmeste bondegård (husmandssted) for at hente mælk til mor. Bag på ladet lagde mor en miniature-mælkejunge, vistnok med plads til to liter mælk. Jeg cyklede de få hundrede meter op til naboen og fik friskmalket mælk med tilbage. Det var en stor oplevelses for en lille dreng, dels at opleve en kostald med dampende køer, der blev malket, dels at få lov til at hente mælk på egen cykel. Vejen mellem vores hus og gården var asfalteret men vel nok kune med en bredde, der svarer til halvanden kørebane. Til gengæld var det ikke hver dag, der passerede en bil, så den var tryg både at lege på og bruge til cykelture med trehjulet.
Til bryllup med ornen som passager
Posten, der bar sort uniform som tegn på, at han var landpost, kom på cykel. Der kom hver dag i begyndelsen en hestevognstrukken mælkevogn, en gang om ugen en ostebil, en anden gang en bil fra Fællesbageriet med bl.a. halvvarme spandauere med hindbærsyltetøj, og endvidere en gang imellem en fiskebil. I vores nabolag var der, hvis jeg ikke husker forkert to familier med egen bil. Familien Nielsen på Vesterlund havde en grøn ikke særlig stor bil af engelsk fabrikat. Den blev brugt til udflugter, men også til at transportere grise. En gang skulle hr. og fru Nielsen til bryllup i et af nabosognene, og inden det festklædte par steg om bord i bilen, havde de stavlet ornen op på området, hvor der normalt var passagersæder. De ankom til brylluppet med ornen. Hvordan de har lugtet ved ankomsten, melder historien intet om, men af og til når Nielsens bød nogle af os på udflugt i den grønne bil kunne man tydeligt lugte, at den af og til fungerede som grisetransport.