Telefonsamtale med abonnent i Aaker umuliggjort af fernisering af gulv

Herover: Rønne Telefoncentral fotograferet i 1955. Damerne sad og hjalp abonnenterne med at komme videre til valgte abonnenter. Nede for enden til højre sad forstanderinden og kontrollerede, at alt gik rigtigt til. Bl.a. at telefondamerne ikke talte privat. Det gjorde de nu alligevel en gang imellem. Foto: Rønne Byarkiv

Jeg har stort set vænnet mig af med at bruge telefonen, når jeg skal i kontakt med store offentlige såvel som private virksomheder.  For som regel kan man regne med, at man skal vente temmelig længe for at få et levende menneske i telefonen i stedet for en automat, der fortæller, hvordan man kan trykke sig videre til de forskellige afdelinger eller den som regel sidste mulighed “personlig betjening”, som kan være længe undervejs.

Jeg har i den senere tid i forbindelse med min kones død skullet kontakte flere forskellige offentlige virksomheder for at få alt efter hende på plads. Det meste er gået forholdsvis smertefri.

Omregistrering af bil
Men så fik jeg forleden besked om, at vores fælles bil havde skiftet ejer, og at jeg inden tre uger skulle sørge for ejerskifte, hvilket jeg selv kunne gøre på motorregistrets hjemmeside.

Efter at have brugt en hel formiddag på at finde ud af, at jeg ikke kunne finde ud af det, hverken via telefon eller internet, kapitulerede jeg og kontaktede Toyota her i Aakireby Der faldt en stor sten fra mit hjerte. Her var der endelig et menneske, der vidste, både hvordan jeg kunne købe en ny registreringsattest og omregistrere bilen.

Så jeg udstyrede hende med en fuldmagt til at foretage det videre fornødne.

Alle mulige hjælpemidler
Når det gælder kommunikation, så har vi i dag alle mulige fantastiske hjælpemidler.

Men dels har vi (virksomhederne) åbenbart ikke råd til at bruge dem, dels er offentlige hjemmesider ofte indrettet således, at man skal have en professorgrad i EDB for at finde rundt i dem. Og i virkeligheden bliver det til forsinkelsesdepartementer.

Den gamle blå telefonbog
Næ, lad mig få den gamle blå KTAS-telefonbog tilbage. Her kunne man slå op og finde frem til hvem man skulle tale med, eller man kunne, når det gjalt motorregistrering køre en tur til Rønne - der skal man jo alligevel en gang imellem - og på motorkontoret, forelægge sit problem og få løst det på få minutter. Den sidste mulighed er der heller ikke mere. Motorkontoret er forlængst nedlagt og den nærmeste mulighed er Tåstrup.

Den gamle blå telefonbog
Det får mig til at tænke på en gang, jeg som journalist skulle have fat i en bondemand i Aaker. Jeg ringede til den menneskebetjente central, fik en venlig telefondame i røret og sagde, at jeg skulle  have kontakt til den og den gård.

• -Det kan De ikke komme til før i eftermiddag. De har nemlig ferniseret gulvet, og det skal være tørt, før de kan gå hen til telefonen, lød telefonistindens svar.

Dengang var telefoner fastmonteret til væggen, og man havde som regel ikke mere end den ene telefon.

Abonnenter på landcentralerne på Bornholm behøvede man som regel ikke have numre på, bare man kendte enten ejendommens eller personernes navne, så blev man hurtigt sat i forbindelse med dem. Anderledes var det i Rønne, der jo var en stor central, men damerne her kunne nu også ind imellem være til stor hjælp for en ung journalist, der ikke lige vidste alt om byens indbyggere.

Det var tider. Man kunne kommunikere både telefonisk og via breve, Det er blevet en helt anden kunst nu om dage, hvor teknikken gør det muligt at kommunikere via trykknapper på telefonen eller Internettet. Ikke altid så effektivt og slet et ikke hyggeligt. Jeg bruger nu mest email, hvis ellers jeg kan finde frem til email-adresserne.

En nervøs far in spe uden telefonkontakt
Et af mine børn er født, da Rønne central gik over til automatik. Det skete samtidig med et større udfald på Østkraft, som nok dengang hed Bornholms Højspændingsværk. Så vi var uden telefonisk kontakt med omverdenen i nogle timer. Da strømmen kom tilbage og telefonen derfor virkede, ringede jeg straks til sygehuset for at spørge om, hvorvidt Elly havde født. Det havde hun ikke, så jeg gik i seng, men kunne ikke sove af bare spænding. Eller også småsov jeg og vågnede op hvert andet øjeblik ved den indbildske lyd af telefonen i mine øren. Den nat ringede jeg en del gange til sygehuset for at høre, at Elly havde det godt, men at barnet endnu ikke var kommet ud til denne verden i forandring

Jeg bliver nok nødt til at tilføje, at fædre dengang ikke fik lov til at overvære fødsler på sygehuset. Overlæge Hey dekreterede, at han ikke havde tid til at tage sig af besvimende ægtemænd, mens deres koner fødte.