Status på en solskinsdag i Pærsker & hjemme i haven i Aakjærkeby
Billedtekst: Billederne herover og i bunden er alle taget i vores have her ved Præstedammen i formiddags. Øverst ses fra venstre i toppen kejserbusk med de rosa, duftende blomster, gule krokus og en enkelt blå, nedenunder erantis i mængde og en klynge vintergækker, der synger på sidste vers.
Billedet i bunden er en enlig våriris, som jeg glæder mig til at se flere af, ligesom anemone blanda er godt på vej til at stemme mit humør til optimisme.
Jeg har lige været en tur i Pærsker for at hente en pakke med nogle hjælpemidler, man ikke kan købe på Bornholm, og så havde jeg åbenbart krydset forkert af, om jeg ville hente i Brugsen dér eller i Aakirkeby.
Mødte kendte folk i Pærsker Brøggs
Nå, men en tur til Pærsker på en solbeskinnet dag, er jo ikke det værste, man kan blive udsat for, og i Brugsen mødte jer enbart kendte folk: Palle Kjeldsen, den tidligere borgmester, Britta Kofoed og en kolonihavemand, Erik Bech, som jeg ofte har drøftet planter med i kolonihaven hjemme i Haregade i Aakjærkeby.
Meget hyggeligt!
Og apropos kolonihave, så har jeg for et par dage siden - efter moden overvejelse - besluttet at sige min kolonihave op, fordi jeg ved venners hjælp har indset, at jeg ikke magter den, dels fordi jeg ikke har den fornødne tid til at være hjemmefra, dels fordi jeg jo også må erkende, at jeg er blevet indhentet af min alder og de skavanker, det kan føre med sig.
Lægen blev syg og fortalte mig sandheden
Og i dag skulle jeg have været til halvårskontrol hos min praktiserende læge, Thomas Kofod-Andersen. Men tidligt i morges ringedes han og måtte aflyse, da han er blevet ramt af Roskildesyge. Men så tog vi alle spørgsmålene over telefonen og fik også tid til at drøfte Ellys situation. Thomas er en meget omsorgsfuld læge. Næsten ligesom jeg husker det i gamle dage hjemme i Roskilde med en huslæge, der kom på besøg derhjemme, og når man var i konsultationen spurgte han altid til de andre medlemmer af familien. Jeg led af forskellige småskavanker som skoleelev og kom ofte i hans konsultation. Han var jo nok en gammel mand omkring de 50, men fantastisk til at bidrage til løsning af mine problemer/skavanker.
Sådan er Thomas også. Nu er alderforskellen bare modsat. Thomas er en ung og dygtig læge og jeg er en krævende, gammel patient.
Prostatakræft dør man ikke af, men med… og dog!
Thomas fortalte, at de blodprøver, der blev taget i sidste uge var fine. Efter at jeg forleden var til et spændende foredrag om prostatakræft, gik det for første gang op for mig, hvad den sygdom er og hvad den kan indebære. Foredragsholderen, Andreas Røder fortalte meget malende om kræften og at de fleste lever godt og længe med en velbehandlet en af slagsen. Så kom han til sidst ind på, at den alvorligstee prostatakræftdiagnose er den, hvor der er spredning til knoglerne. Men det er kun et fåtal, der er så uheldige, ca. 400 om året i Danmark ud af mere end ti gange så mange.
Jeg skal være ærlig og sige, at det slog mig oven i hovedet. Jeg har hele tiden hørt, at prostatakræft ikke er noget, man dør af, men lever med…
Jeg har nok ikke hørt rigtigt efter, og derfor vil jeg i fremtiden have en pårørende med, når jeg er til kontrol hos “min” urolog på Bornholms Hospital.
Men Thomas fortalte mig, efter at have sikret sig, at jeg gerne ville have sandheden, at min type kræft er en, som 30 procent overlever de første fem år. Det vil altså omvendt sige, at 70 procent dør inden de fem år.
Beholder træskoene på
I disse dage er det to år siden, jeg fik konstateret kræft. Men jeg kan forsikre om, at jeg ikke har tænkt mig at følge statistikken, men besluttet mig for at leve mange år endnu. Engang troede jeg, at jeg ville blive 116 år. Det er måske ikke så realistisk med min diagnose, og jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvor længe jeg har tænkt mig at blive her på jorden. Men jeg er en glad person, et optimistisk menneske. Og selv om jeg har nogle følger af kræften, har jeg tænkt mig at beholde træskoene på i en rum tid endnu.
Og et lille PS: Når jeg konsekvent skriver Pærsker og Aakjærkeby skyldes det nogle bemærkninger jeg fik med på vejen, da jeg forleden holdt foredrag i i Baptistkirken i Rønne om Ellys og mit liv og de mange fantastiske oplevelser, vi har haft på Bornholm gennem næsten 60 år. Jeg havde beklaget, at jeg ikke kunne tale bornholmsk, men tænke på målet kan jeg, og så var der en af de mange tilhørerne, der sagde, at han syntes, at jeg godt kunne sige Aakjærkeby på bornholmsk. Og det kan der jo godt være noget om.
