Spændende tilbehør til kødboller: Sellerismauce

Spændende tilbehør til kødboller: Sellerismauce

Min gamle ven, forfatteren Johannes Lundstrøm, har været en tur i køkkenet med et særligt tilbehør til kødboller. Hans opskrift vil nok aldrig finde vej i sin fulde udstrækning til Præstedammens køkken, da jeg - som nogen vil vide - ikke spiser hverken løg, hvidløg, porrer eller lignende. Men det skal jo ikke afholde mig fra at videregive en spændende opskrift. Da jeg elsker at lave mad efter opskrifter, som jeg har ændret på, er jeg sikker på, at jeg i dette tilfælde vil kunne erstatte løgene med forskellige spændende sunde rødder. 

Så her giver jeg ordet til Johannes for at lave hans SELLERISMAUCE.

½ selleri
½ løg
2 jordskokker
1 blad grøntkål
½ æble
grøntsags bouillon
citron
fløde
salt
peber

Løget hakkes fint og svitses i olie med lidt sukker til løgstykkerne er blanke. Derefter tilsættes selleri i tern og svitses med nogle minutter uden at tage farve. Imedens skæres stilkene af grøntkålsbladet, der hakkes groft, ligesom jordskokkerne skrælles og skæres i tern. Begge dele hældes i gryden sammen med ½ grøntsagsbouillon, og der tilsættes vand til grøntsagerne er lige akkurat dækkede. Til sidst tilsættes æble med skræl skåret i ½ både og det hele simrer til det er gennemkogt. Moses herefter med stavblenderen, tilsættes et par spiseskefulde fløde og smages til med lidt citron samt salt og peber.

Serveres til kødboller med brune ris.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler