Rejseoplevelser til Randers, Skåne og Bornholm i barn- og ungdom

Rejseoplevelser til Randers, Skåne og Bornholm i barn- og ungdom

Billedet herover er af en Ford Popular, som jeg mener var den, der omkring 1950 bragte mig og mine to ældre brødre på vores første større rejse.

Da jeg var en lille dreng på 5-6-7 år var min verden meget lille. Jeg troede, at både København og Jylland var langt-langt væk. Min horisont var, hvad vi kunne se fra vores lille hus ude på landet lidt vest for selve Roskilde.

Jeg har ikke erindring om nogensinde at have været længere væk end i Boserup Skov eller selve Roskilde.

Det kom der en spændende og mærkbar ændring på omkring 1950, da mine to ældre brødre og jeg skulle med faster Astrid på ferie i Randers. Faster var hjemmesygeplejerske i Slagelse og havde fået tilladelse til at købe en bil, så hun kunne køre rundt til klienterne i sognet. Dengang lige efter krigen  var der rationering på biler som på så meget andet.

Vi skulle besøge farmor og faster i Randers, og det var så heldigt, at faster Astrid ville tage os med.

Dagen før afleverede mor og far os hos faster Astrid, hvor vi overnattede på nogle madrasser på gulvet. Min næsteældste bror var temmelig ulykkelig ved afskeden med mine forældre, som om vi aldrig skulle komme hjem igen.

Næste morgen steg vi om bord i fasters bil, så vidt jeg husker en Ford Popular, og undervejs tog vi en veninde til faster med, og så sad de to voksne på forsæderne og vi tre drenge på bagsædet. Fasters veninde havde fået pakke fra Amerika. Den rummede bl.a. tyggegummi. Og det var første gang i mit liv, jeg oplevede denne nymodens form for slik, som blev tygget meget-meget grundigt igennem, før det blev kasseret.

Jeg erindrer ikke så meget fra turen, andet end at vi var med en stor færge over Storebælt og at vi senere passerede Lillebæltsbroen. Hvordan vi kom hjem husker jeg heller ikke.

Siden, da jeg kom i skole, var jeg på mange sommerferierejser til Randers og Hobro fortrinsvis sammen med min lillebror, som jeg skulle holde styr på på den spændende togrejse, der jo tog mange timer. Men vi havde mors velsmurte madpakke med. Og jeg kan erindre en trivelig dame, der talte så jysk, at vi næppe forstod det. Hun bød os på kiks, da madpakkerne var fortærede.

Efter konfirmationen var jeg nogle gange sammen med jævnaldrende på rejser til Skåne, hvor vi købte nogle af de billige varer. Det var ikke særlig store oplevelser, bortset fra at vi nu havde været i udlandet!

Min hidtil længste rejste i 1961 gik til Bornholm, hvor jeg skulle være journalistelev. Ankom til Rønne med det gode skib Rotna. En tur jeg aldrig vil glemme, fordi jeg ikke rigtig turde bruge den køje, jeg havde fået stillet til rådighed af avisen, Bornholmeren. Den lå langt nede i skibet, og jeg havde hørt rædselsberetninger om sejlture til Bornholm.

Vistnok i 1962 kom jeg ud på min første flyvetur. Det var dengang SAS befløj Rønneruten, og jeg var blevet bedt om at dække en eller anden begivenhed i København for bladet. Vi fløj om morgenen med en Metropolitan flyver, og jeg husker, at da man kom om bord stod stewardesserne og smurte rundstykker, som blev serveret til kaffen. Dengang tog turen næsten en time.

I dag kan de knap nok få kaffevognen fra den ene ende af flyet til den anden, før indflyvningen til Rønne annonceres i højttalerne.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler