Rapport fra en halvdøv kræftpatient: Troede at mindre ubehag betød INTET ubehag

Rapport fra en halvdøv kræftpatient: Troede at mindre ubehag betød INTET ubehag

Foto: Nu ser jeg ikke nær så træt ud som for et par dage siden. Selfie.

For to og en halv uge siden startede jeg på en ny behandling, efter at min prostatakræft er begyndt at røre på sig igen. Forinden har jeg været igennem alle de forskelllige scannere, de råder over på Rigshospitalet, har fået taget den ene blodprøve efter den anden, ligesom EKG-apparater både på Riget og på Bornholms Hospital har været i brug. De kræftceller, der sidder i mit kadaver, har ikke udviklet sig voldsomt, men det havde jo været fint, hvis de kunne komme helt ud af kroppen. Og som tidligere fortalt er jeg blevet udtrukket til at være med i et spændende forsøg, hvor jeg dels får et kendt præparat i form af fire piller hver dag, dels i slutningen af august skal injiceres med Radium 223. Det er planen, at det skal ske seks gange med fire ugers mellemrum. Det radioaktive stof menes sammen med de piller, jeg allerede er begyndt på , at være gode til at bekrige og udrydde kræftceller. Så måske den store julegave i år til mig fra det fantastiske danske sundhedssystem er, at jeg til december kan blive erklæret kræftfri. Det er mit håb og ønske.

For to år siden var jeg igennem en kemokur, som slog kræften i prostata ned. Jeg var blevet orienteret om, at der på et eller andet tidspunkt ville komme en melding fra mine kontrolbesøg på Bornholms Hospital om, at nu skulle jeg i en ny behandling. Jeg havde måske forventet, at der ville gå lidt længere tid.

Nå, men forskellige urologer havde i den mellemliggende tid beroliget mig med, at den nye behandling ville blive mildere end kemokuren.

DEN FORKERT VEJ. Jeg har gået til kontrol på Bornholms Hospitals ambulatorium hver tredje måned, og jeg tror, at det var ved januarkontrollen, at det blev konstateret, at nu begyndte mine tal at bevæge sig i den forkerte retning og tre måneder senere kunne jeg godt på den empatiske ambulatorie-sygeplejerske se, at det ikke så så godt ud.

Det var jeg forberedt på og derfor ikke chokeret. Jeg blev henvist til alle de mange prøver og undersøgelser på Riget, hvor man tilbød mig at komme med i det spændende forsøg med radioaktiv bekæmpelse af kræftcellerne i skelettet.

Og fra nu af og frem til jul er jeg indstillet på rigtig mange rejser til Rigshospitalet til den videre behandling og mange kontroller, der naturligvis følger med et videnskabeligt forsøg.

NAIV OG UFORBEREDT PÅ UBEHAG. Men jeg har været naiv. Da jeg flere gange havde fået at vide, at den pillebehandling, jeg skulle i gang med for snart tre uger siden, ikke ville være så slem som kemo, så bildte jeg mig selv ind, at den ville være uden konsekvenser for mit velbefindende. Efter at have taget de fire piller hver morgen i nogle dage, kom reaktionen. Jeg faldt pludselig ned i et sort hul af træt- og ugidelighed og nu begyndte jeg at frygte, at det skulle vare ved. Selv om jeg langsomt kom tilbage til verden, men stadig med en betydelig grad af træthed, der fratog mig lysten og evnen til at udføre hjemlige og andre opgaver. Det var fx noget af en opgave hver dag at køre til Sønderbo for at besøge min Alzheimers-ramte Elly, der har midlertidigt ophold, indtil hun forhåbentlig snart visiteres til en plejebolig på Aabo her i Aakirkeby.

3 AKTIVITETER OM DAGEN: Min penneven, der er sygeplejerske og har har mange kloge råd i ærmet, skrev til mig, at jeg måske skulle lægge mit liv lidt om, geare ned på aktiviteterne og fx nøjes med tre aktiviteter hver dag. Det prøvede jeg at efterleve nogle dage, og langsomt fik jeg flere kræfter og så lidt lysere på tilværelsen, vel efterhånden som jeg vænnede mig til medicinen. Men jeg var ikke helt ved muffen, da jeg for et par dage siden skrev til pennevennen, at jeg var lidt utålmodig.

Hun foreslog, at jeg i stedet for at tage pillerne om morgenen skulle spørge “min” forsøgssygeplejerske på Riget, om jeg måtte flytte indtaget af de i øvrigt hundedyre piller (det er ikke mig der betaler) til om aftenen.  Så blev jeg ringet op af den rare forsøgsprofessor. Hun kunne intet se til hinder for, at jeg flyttede indtaget til før sengetid.

Det gjorde jeg i går, og virkningen er mærkbar. I morges vågnede jeg for første gang i fjorten dage op til dels en fin morgen, dels en lyst til at lave mere end tre ting.

Jeg har både fået støvsuget, vasket badeværelser, været på besøg hos Elly, handlet ind, bagt rugbrød og vandet blomster/planter inde og i drivhuset, og nu er jeg ved at tilberede et mindre måltid mad, da man jo bliver træt af at være aktiv.

I eftermiddag vil jeg måske geare lidt ned og også sætte mig med benene oppe og hvile lidt, sådan at jeg er frisk til i aften at byde velkommen til vores ældste søn, Mikkel, og hans. kone, Anne. Mere velforberedt, end jeg havde turdet håbe at være for nogle få dage siden.

Da jeg skal tage de hundedyre piller, formentlig også efter forsøget er slut, er det meget rart, hvis jeg faktisk kan bruge natten til at tage bivirkningerne.

Det skal i øvrigt for god ordens skyld bemærkes, at flere læger har forsøgt at forberede mig på det ubehag, jeg har været igennem. Men jeg har åbenbart vendt det mest døve af min øren til.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler