Pindsvinet grynter fornøjeligt i pauserne ved indtagelse af de tilbudte hundepiller
I forbindelse med mit udhus har jeg et overdækket rum, hvor der stod en tom halvpalle af træ, som jeg egentlig havde til hensigt at skille mig af med.bHeldigvis gjorde jeg det ikke, for på vej ud for at fuldføre opgaven så jeg et lille pindsvin forsvinde ind under pallen og hen til en stak blade, som hun åbenbart har samlet i et hjørne og bygget en rede. Så jeg købte hundepiller til kræet og satte piller og en skål vand ud til hende.
I begyndelsen var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det var en af de tilløbende katte, der havde fortæret godbiderne. Men nu har jeg opdaget forskellen på, hvordan en kat og et pindvin spiser. Kattene slikker skålen ren, men pindsvinet efterlader krummer på bunden af skålen. Og da hun kom frem under pallen her for lidt siden havde han direkte kurs mod mad- og vandskål. Desværre var begge tomme. Men det fik jeg hurtigt rådet bod på, mens pindsvinehunnen forsvandt ind under pallen, forhåbentlig på vej hen til sine unger i den lune rede.
Der er ikke noget så hyggeligt, som når man om aftenen kan høre hende grynte lidt i pauserne under spiseriet. Jeg tror hun har det godt, og jeg er glad for “selskabet”, selv om jeg godt ved af bitter erfaring, at man ikke skal komme for tæt på pindsvin, hvis man vil undgå lopper og måske det, der er værre.
I øvrigt er hun vokset en del, siden jeg så hende første gang. Så enten er det fordi hun endnu er gravid eller også skyldes det hundepillerne.
Nu er jeg lige ved læsning i Den Store Danske Encyklopædi blevet belært om pindsvinets yngle vaner. Og mit pindsvin er måske slet ikke en hun, men en han, der har bygget en rede til sin kommende mage. Ja, jeg ved det ikke, men læs her, hvad der står i artiklen fra det nævnte leksikon: "Pindsvinets parringstid i Danmark er fra omkring midsommer, og ungerne, fem i gennemsnit, fødes 35 dage efter. De vokser meget hurtigt og vil som hovedregel være indvintringsklare, vægt 400 g eller mere, senest i løbet af november. Voksne pindsvin vejer i september-oktober 1-1,5 kg. Pindsvinet sover vintersøvn (går i dvale) i 5-7 måneder og forbrænder herunder ved stærkt nedsat legemstemperatur, hjertefrekvens og åndedræt kun 1-2 g daglig af de resurser, der blev deponeret i kroppen i efteråret."
Og så fik jeg lige en hilsen fra min fotografven, Mads Kristoffersen, der åbenbart også har pindsvin i haven i Lobbæk/Vestermarie. Han har sendt nedenstående foto af et sultent pindsvin. Jeg kan i øvrigt anbefale ham en lidt lavere foderskål af hensyn til pindsvinets små korte ben!