Passion for blomster - ikke mindst passionsblomster

Passion for blomster - ikke mindst passionsblomster

Der er nok flere, der har bemærket det. Smukke blomster er nok min største passion, når man lige ser bort fra min allernærmeste familie. Jeg husker fra min tidligste barndom, at jeg kunne sidde i en grøftekant og blive fascineret af mælkebøttens fantastiske blomster og mine fingre var blevet brune af af mælkesaften i dens stængler. Jeg havde plukket en hel buket af den såkaldte Fandens Mælkebøtte til min mor.

Så fra jeg var tre år var det min klare opfattelse, at jeg når jeg en gang blev voksen, skulle have noget med blomster at gøre.

Troede børn var billig arbejdskraft
Jeg har en gang som ganske lille sagt til min mor:

“Når jeg bliver voksen, skal jeg giftes med Ingelise og vi bygger et hus på grunden ved siden af. Vi skal have mange børn, for det er billig arbejdskraft. Og så skal vi dyrke blomster.”

Ja, meget romantisk. Ingelise var en en lidt ældre pige på en af naboejendommene. Hun var begyndt i skole, var meget klog, og jeg så op til hende!

Mine tre brødre og jeg hjalp vores far og mor i gartneriet, og det må have været det, der fik mig til at indse at børn var en givtig investering.

Plantede gulerødder
Alle min fars grønne planter uden blomster, interesserede jeg mig ikke for, men ville meget gerne være med til at høste og i det hele taget hjælpe ham med at tjene penge. Mine andre brødre var lige så optaget af det, og de to af dem har stadig lysten til at få jord under neglene.

Da jeg var 5-6 år fik jeg et lille jordstykke, som jeg måtte gøre med, hvad jeg ville, bare jeg holdt det fri for ukrudt. Så gik jeg på besøg hos nabokonerne og fik dem til at grave aflæggere af deres stauder op. Jeg såede også forskellige blomster, morgenfruer og ærteblomster, og da der også skulle være noget at spise, tog jeg nogle af de gulerødder og salatplanter, som var blevet tyndet ud fra fars rækker og plantede dem. Salaten var ok, men min far var overbevist om,, at det var omsonst at plante gulerødder. Han tog fejl.

Kæmpefortjeneste!?
Jeg bundtede i sommertiden, da jeg var blevet lidt ældre, morgenfruer og latyrus i små salgbare buketter med bast om og solgte dem til blomsterforretninger. Da opdagede jeg, at der var mange penge at tjene ved at have en butik. Jeg solgte en pæn buket latyrus for 25 øre, og grønthandlerfruen nede i en kælderbutik oppe i byen, kom lidt grønt ved og solgte dem for 1 krone!  Først da jeg mange år senere selv begyndte at drive butik, opdagede jeg for alvor, at der er diverse omkostninger, som skal betales af forskellen mellem indkøbs- og udsalgspris, ligesom der jo også helst skal være lidt til smør på brødet.

Stedermoderlig behandlling belønnet
Alt dette kom jeg i tanker om her til morgen, da jeg i mit lille kontor så, at en plante, jeg har behandlet stedmoderligt, havde “belønnet” mig med en af de smukkeste blomster, jeg kender: Passionsblomsten, på latin passiflora. Jeg købte den for et års tid siden i en butik, hvor den stod og tørstede og trængte til kærlig pleje. Tog den hjem, vandede den og gav den også lidt andet at leve af. Den blomstrede flittigt i sommer, og jeg svarede igen med en forholdsvis dårlig pasning.

Nu, alt for tidligt i forhold ti kalenderen, er den begyndt at blomstre. Jeg vil belønne den med kærlig pasning, indtil der bliver så varmt ude i drivhuset, at jeg kan plante den dér og håbe, at den vokser sig stor og kan danne “gardin” for tomaterne, når det bliver rigtig varmt inde i glashuset.

Og så håber jeg, at den bliver så kraftig, at den kan stå der i rigtig mange år. Den almindelige blå passionsblomst, som er den, jeg bedst kan lide, kan sagtens tåle ned til 10-15 graders frost. Da vi boede i Rønne havde vi et stort drivhus med bl.a. en passionsblomst, der bredte sig langs glasset så voldsomt, at jeg en gang har talt 49 blomster på den på én gang. Det er drømmen i min passion.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler