Min fightertale ved Stafet for Livet i Rønne i lørdags

Fotos: Mads Kristoffersen

Billedet herover: Her ses jeg sammen med Marian Lundh og Kim Bak, der har været så søde at oprette holdet Aakirkeby for livet og bl.a. for at hædre min kamp mod kræften. Det er jeg meget beæret over.

"Hvis jeg havde vidst, at du skulle holde talen til Stafet for Livet, så var jeg kommet". Sådan har flere sagt eller skrevet til mig, og for at alle, der har lyst, kan læse talen har jeg besluttet at offentliggøre den her. Det var en speciel og meget dejlig oplevelse at holde en tale for de mange, der var forsamlet på Rønne Stadion Nord, fordi jeg kunne mærke dem, se at de lyttede og var med. Det varmede mit gamle hjerte, og her er talen så: 

Jeg en fighter!

Ja, det kalder man os, der er ramt af kræft eller har været det.

Jeg er ramt, og ja, jeg kæmper mod den kræft, der kan forkorte mit liv.

Nu ved vi jo ikke helt, hvor mange år, der er udmålt til os hver. 

Før jeg fik min kræftdiagnose for godt to år siden, var jeg fast overbevist om, at jeg ville blive 116 år. 

Der er lige præcis 40 år til, at det er 116 år siden jeg første gang så dagens lys.

Når man kommer op i min alder tænker man nok ofte på, hvornår man rammer udløbsdatoen.  Sådanne tanker er ikke nær så skræmmende, som de var for 10, 20, 30 år siden. For slet ikke at tale om da man var teenager. 

Jeg har igennem et langt liv opnået det meste af det, jeg ville. Haft det morsomt, set store dele af verden,haret godt ægteskab, har dygtige børn og børnebørn. Jeg føler, at jeg har været blandt de heldige. Har været forkælet det meste af livet.

Hvad mere kan man forlange? 

Jo, tak, gerne nogle flere år.

Da jeg fik diagnosen: prostatakræft i foråret 2017, blev jeg ikke chokeret. Min praktiserende læge var budbringeren, og min eneste reaktion var: Bare jeg ikke skal i kemo.

Det kom jeg meget kort tid efter. Og for første gang oplevede jeg at være syg af kræften.

Ved første kontrolbesøg efter kemokuren fik jeg at vide, at der var gode chancer for at overleve, og når tallet, der angiver kræftens udvikling i min krop, begyndte at  stige, skulle jeg i en eller anden ny behandling.

Jeg levede i næsten to år i lykkelig uvidenhed med, at prostatakræft ikke er noget, man dør af, men med. Lige indtil jeg var til et foredrag i Kræftens Bekæmpelse med en læge fra Riget, der fortalte, at netop min diagnose er den værste. Senere fik jeg at vide, at kun 30 procent med den diagnose overlever de første fem år. Jeg gik i sort, fordi jeg jo så skulle være heldig, hvis jeg lever om tre år. 

Jeg besluttede mig for, at jeg vil leve videre. At jeg ikke vil rammes af den 30 procents regel, men bevise, at der er nogen, der overlever længere.

Der gik desværre kun to år, før kræften igen begyndte at røre på sig. Men videnskaben gør jo hele tiden fremskridt. 

Jeg har vundet lodtrækningen til et forsøg, hvor man kombinerer en kendt behandling med Radium 223. Der er ca. 15 andre i DK, der er lige så heldige. Men uheldigvis er jeg blevet ramt af for lavt antal hvide blodlegemer, der gør, at man har udsat den del af behandlingen. Det er lidt irriterende, fordi man jo gerne hurtigst muligt vil af med de forbandede kræftceller, hvis det altså er muligt.

Hvis de hvide blodlegemer vender tilbage i tilstrækkeligt antal, skal jeg have radium hver fjerde uge det næste halve år. 

Når jeg nævner det radioaktive er der en del, der rynker på næsen. Men jeg synes, at det var en sejr, at jeg ved lodtrækning kom med i forsøget, der måske kan betyde, at kræftcellerne i mit kadaver bliver ædt op af Ra223.

Nå, men hvis I møder mig i det næste halve år, skal I ikke være bange for at røre ved mig eller give mig en krammer. Jeg bliver ikke nogen tikkende atombombe.

Min sygdom mærker jeg stort set ikke noget til. Men behandlingerne gør mig mere eller mindre syg. Kemokuren var et helvede. Den nye kur er betydeligt mildere. Men nu kan jeg trods alt mærke, at der er noget galt i min krop. Jeg bliver meget hurtigt træt og ugidelig.

Alle vi, der kæmper mod kræft og derfor har kvalificeret os til at være Fightere ved Stafet for Livet, håber på en eller anden måde, at videnskaben finder nye livsforlængende metoder til at bekæmpe ondskaben.

Dertil skal der skaffes mange penge, og det sker bl.a. gennem arrangementer som dette. 

Jeg har før jeg blev syg ikke selv været særlig villig til at yde bidrag til sygdomsforeninger. Jeg skal love for, at min egen kræft og min kones Alzheimers har fået mig til at se anderledes på den sag. Selv om det stadig er min grundholdning, at forskning i alvorlig sygdom ikke er op til privat barmhjertighed, men en offentlig opgave.

Vi med kræft kan bl.a. takke Kræftens Bekæmpelse for, at der bliver forsket så meget, og pengene, der kommer ind ved dette arrangement går for størstepartens vedkommende til Kræftens Bekæmpelses forskningsprogrammer, en lille del bliver givet til den meget aktive lokale forening, der har til huse i Hafniahus.

Vi Fightere skal være taknemmelige for, at der er så mange frivillige, der vil lægge kræfter i lokalarbejdet - også i forbindelse med Stafet for Livet. Uden alle jer, var vi ikke på Rønne Stadion Nord. Men på Herrens mark.

Jeg synes, at vi Fightere skal give alle de frivillige et højt hurra, og måske skal vi også lige tage os selv med. Vi har jo netop brug for et LEVE.

De frivillige, alle andre her på pladsen  og vi Fightere længe leve: Hurra…

Min tale udløste rigtig mange krammere, en af de første var fra Dorrit Dahl, mangeårig førstedame i Bornholmergarden.