Min barndoms nytår tilbage i 1950'erne

Min barndoms nytår tilbage i 1950'erne

I min barndom ude på landet var der ikke meget fyrværkeri eller nytårsfejring, men der blev da lavet nytårsløjer. Stiger, havelåger og lokumsspande forsvandt nytårsaften, og nogle hejste sidstnævnte op i flagstangen hos dem, der havde en sådan. Meget morsomt! Min mor var modstander af den slags, så vi fik ikke lov til at løbe ud nytårsaften, og det var også meget sparsomt med fyrværkeri, vi fik sendt af sted. Min far var blevet hjemmeværnsmand under Ungarnskrisen i midten af 50’erne og havde skaffet sig lidt løst krudt, som han kunne skyde nytåret ind med. Det var nok ikke helt lovligt, men vi syntes vistnok, at det var festligt, når der stod en lille ildsøjle ud af geværmundingen og der lød vældige brag. Egentlig mærkeligt, at min far gjorde sådan, da han var en meget-meget retskaffen mand. Min ældste bror havde lært i fysik  noget om kemi, og hvordan han kunne fremstille nogle blålys, som han og min næstældste bror eksperimenterede en del med i mellemjulen, og nytårsaften lavede de det helt store lysshow jeg tror med serieforbundne lys. Det gik værre for en af deres bekendte oppe i et villakvarter i Roskilde. Han eksperimenterede med farligere krudt i sine forældres kælder, og han formåede under et forsøg at lægge det meste af villaen i ruiner. Jeg husker ikke, hvad der skete med ham. Men han må da være kommet slemt til skade. Nytårsmorgen skete det, at min lillebror og jeg gik en tur og ledte efter fyrværkeri, der ikke var sprængt. Vi fandt af og til noget, men var så kloge, at vi ikke forsøgte at tænde det på ordinær vis, men lavede et lille bål, smed krudtet derind og spænede væk fra åstedet for i nogle tilfælde at høre et mindre brag. [caption id="attachment_6012" align="alignright" width="300"] Skøjteløb på Præstedammen - nok 10-20 år før min barndom, men dog med mindelser om det primitive udstyr, man brugte dengang. Huset i baggrunden er det, Elly og jeg bor i dag.[/caption] Ellers var 1. nytårsdag anledningen til at vi børn og unge på egnen mødtes ved en tilfrosset dam, lavede glidebaner og dem, der var så heldige at have et par skøjter, de kunne spænde på skistøvlerne, lavede kunstfærdige ottetaller på isen. Vi kunne godt være 25 mindreårige, der havde nogle meget festlige timer sammen, og jeg kan ikke erindre en eneste 1. nytårsdag, hvor der ikke var is på dammen ikke så langt fra, hvor vi boede. Og hvis der var sne nok, spændte vi skiene på gummistøvler eller skistøvler og gik over markerne til den nærmeste djævlebakke, som vi kurede ned af. Jeg har for nogle år siden genset djævlebakken, der var en lille forhøjning, der skrånede ned mod et pigtrådshegn. Det var nok det mest farlige ved den. De sidste år, inden jeg flyttede hjemmefra, begyndte naboerne at få fjernsyn,  og jeg erindrer en dag lige efter nytår, hvor vi besøgte gårdejeren og hans hustru, der serverede kaffe, sodavand til os børn, småkager og æblekage samt bød på kunstskøjteløb i fjernsynet Det var noget andet end de ottetaller, vi oplevede henne på dammen. Det snurrede en gang så meget rundt på den lille tv-skærm, at jeg besvimede til stor forskrækkelse for min mor. Men lidt ekstra appelsin-sodavand kvikkede mig så meget op, at vi kunne gå hjem.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler