Manglende pasning belønnes med et kæmpeflor af smukke, duftende roser

Manglende pasning belønnes med et kæmpeflor af smukke, duftende roser

Man siger, at papir er taknemmeligt. Det er billeder også. Dette foto af vores kæmpemæssige rose ude i forhaven oser jo af hygge og idyl. Virkeligheden er, at jeg ikke det sidste par år har orket at tæmme rosen, der er en Harkness 1972. Den gror egentlig omgivet af et rustent jernstativ og burde have været beskåret i foråret og også de foregående år, men jeg har ikke haft kræfter til havearbejde i samme stil som tidligere, så nu er der flere ting, der får lov til at passe sig selv, bl.a. frk. Harkness, der belønner mig for min mangel på opmærksomhed med et væld af smukke blomster. Denne rose har den egenskab at blomsterne skifter farve efterhånden som de ældes. Og så dufter de himmelsk.

Jeg kan ligeså godt, nu jeg er PÅ, fortælle, at den nye behandling, som jeg er påbegyndt på Rigshospitalet med fire piller hver morgen, de første dage ikke havde nogen indflydelse på miit velbefindende. Men efter tre eller fire dage blev jeg pludselig så træt, at jeg sov næsten et helt døgn, kun afbrudt af kattens ønske om at komme ud eller ind og af mine toiletbesøg. Den næste dag var det lidt bedre, og den enorme træthed er begyndt at aftage. Men jeg tror, at jeg bliver nødt til at indse, at jeg det næste halve års tid er mere eller mindre ukampdygtig og må tage den med ro, og så må hus og have nøjes med at få min opmærksomhed, når der er overskud til det.

Behandlingen er med et forholdsvis nyt middel, som skal gøre det muligt at bekæmpe kræften i min krop, og om halvanden måned støder nogle injektioner til, indeholdende Radium223. Kombinationen af tabletter og Radium menes at kunne bekæmpe mine kræftceller i skelettet, og at jeg så måske bliver en træt havemand i endnu en sæson tager jeg med i håbet om, at der på den anden side venter mig et langt behageligere liv. Jeg var lige ved at skrive lykkeligt. Men det kan det måske ikke blive med den meget værre diagnose, som min Elly slås med.

Set fra Præstedammen

Mit navn er Søren Randbøll Wolff. Jeg er født i Roskilde i 1943, men flyttede nærmest ufrivilligt til Bornholm 1961 for at blive journalistelev på Bornholmeren, en avis, der desværre ikke eksisterer mere.

JEG SKULLE bare være på Bornholm i højst tre år. Bortset fra militærtjeneste har jeg boet på øen siden, først i mange år i Rønne, nu i Aakirkeby – Bornholms navle!

Min opfattelse er, at stort set alt, hvad jeg oplever, ser og erfarer, skal frem til en større kreds end inden for hjemmet fire vægge her ved Præstedammen.


Nyeste artikler