Lækker omelet med resterne af en blomkålssalat som fyld
Velkommen i Præstedammen køkken, der for en gangs skyld udkommer ved frokosttid:
Da jeg forleden stod ved køledisken i brugsen og fik øje på et stykke røget bacon, fik jeg pludselig trang til en omelet. Naturligvis med stegt bacon. Pakken røg ned i indkøbskurven, og jeg sikrede mig lige de andre ingredienser til en herlig frokostret.
Hvordan er det nu lige man laver en omelet?
Jo, jeg fandt opskriften på www.hurtigmums.dk
Her anbefales to æg og to spiseskefulde piskefløde samt en halv spiseskefuld revet ost, gerne cheddar, altsammen bagt på panden med diverse fyld.
Da jeg havde pisket de anbefalede ingredienser minus fyldet sammen, stod det mig klart, at jeg måtte fordoble dem. Jeg var jo sulten. Og i stedet for cheddar brugte jeg Primadonna, som jeg havde en rest af i køleskabet. Men der må gerne komme meget mere end et oar spiseskefulde i, efter min smag.
Jeg tilsatte salt og peber med forsigtig hånd, og kom rapskimolie på den lille pande, varmede det op og hældte massen i. Jeg kørte nok med lidt for høj varme, så det gik hurtigt med at opnå den svampede konsistens, som anbefales, inden jeg kom lidt af resterne af en lækker blomkålssalat på den næsten færdige “kage”, lukkede den ene halvdel over den anden og gav den endnu et par minutter ved ikke for kraftig varme.
Den varme omelet med fyld røg over på en tallerken og blev fortæret med stort velbehag til en kold pilsner.
Dobbelt portion var slet ikke for meget til en frokostret til mig.
I salaten var der foruden snittede blomkål halve mandler, valnødder, blåbær, ærter, bønner, små osteskiver, gulerødder og en marinade, bestående af rapskimolie, citronsaft, æblecidereddike og den gode søde, bornholmske sennep. Og det var en rest, som havde stået i køleskabet et par dage.
I min omelet fik jeg slet ikke brugt stegt, røget bacon. Det kommer en anden dag, når jeg ikke har en rest salat i køleskabet.
Sådan ser min blomskålssalat ud, inden den blev forvandlet til omeletfyld