Kartoffelbrød til lillejuleaftens oksekødsuppe
Godmorgen og velkommen i Præstedammens køkken! Indtil for en måneds tid siden troede jeg, at jeg stort set vidste alt, hvad man kan bruge kartofler til i køkkenet. Men jeg blev klogere, da jeg modtog decembernummeret af madmagasinet ”Spis Bedre”. Her fængede en opskrift om kartoffelbrød mit øje, og jeg besluttede, at det skal afprøves i forbindelse med en gang oksekødsuppe, som jeg har tænkt mig at servere for de unge, når de kommer hjem på søndag. Opskriften lyder på diverse mel og krydderier foruden kogte kartofler, som moses og blandes med alle de øvrige ingredienser. Jeg har siden fundet flere opskrifter på nettet. Forleden skulle det så prøves. Jeg lavede en dobbeltportion, så jeg kunne bruge den ene halvdel til boller i en springform og resten i almindelig rubrødsbageform. Bollederne, som jeg har bagt to portioner af, ligger nu og hygger sig i fryseren, klar til oksekødsuppen, mens brødet i bageformen er til daglig glæde for mig, mens Elly er på aflastning på Sønderbo. Det gode ved brødet er, at det er luftigt, samtidig med at det er lidt tungt, det er holdbart og det smager rigtig godt. Næste gang jeg skal lave et brød, vil jeg følge opskriften og slå den færdigrørte dig op på et melet bord, hvorefter jeg vil forme et fladt brød og bage det i de anbefalede 35 minutter ved 225 grader i stedet for at anvende en form. I den høje form bliver den i øvrigt sprøde skorpe en smule for brun, mens bunden af brødet kunne tåle lidt længere ophold i ovnen. Brødet er meget anbefalelsesværdigt og er ikke særlig svært at lave. Kartoflerne har til gengæld en fantastisk positiv indflydelse på resultatet. Man kan finde masser af opskrifter på nettet. Her er en HENVISNING til et italiensk kartoffelbrød på Alletiders Kogebog. I forhold til den opskrift ville jeg ændre vand til mælk, og krydderiet på toppen af brødet kan varieres, afhængigt at, hvad det skal bruges til.