Hvad mon Vestermarie har gjort meteorologerne?
Billedtekst: Bornholmskortet på DMI's nye hjemmeside. Et ønske kunne være, at kortet er så stort, at alle stednavne, hvorfra der leveres data, ses på det,
DMI er blevet skældt meget ud for det nye design, som vejrspådommene præsenteres på. Det forstår jeg egentlig ikke. Siden man lavede en midlertidig version (beta) har jeg brugt den for at se, hvad man mente om vejret i Aakirkeby og omegn.
Jeg synes, at det hele virker perfekt, og man kan gå ind og finde både vejrforudsigelser og hvordan vejret er lige netop nu i fx Egeby, Hundshale, Tingsted, Vestre og Østre Sømark. Man kan se bølgehøjder i Østersøen, dog ikke i Præstedammen, og man kan i det hele taget få alle mulige og umulige oplysninger.
Jeg synes, at det fungerer perfekt, men har et par forslag til ændringer. Det er lidt uforståeligt, at Vestermarie ikke er med, når Østermarie er det. Og så ”overtræder” man en beslutning i Aakirkeby Byråd, godkendt af Sprognævnet, hvorefter Aakirkeby altså ikke staves med bolle-å.
Skulle jeg derudover have et ønske, så er det et bornholmerkort med alle de steder, hvorfra man kan få vejrinformationer.
Men overordnet set synes jeg, at det er imponerende, hvad man har fået med.
Så mangler vi bare, at forudsigelserne bliver lidt bedre, bl.a. for Midtbornholm, der ofte har vejr, der er meget afvigende fra, hvordan det er ude ved kysterne. Og så skal det da i øvrigt siges, at DMI måske i langt de fleste tilfælde rammer rigtigt, men det, vi snakker mest om, er når forudsigelserne ikke holder.
Imponerende mange steder på Bornholm er med DMI's nye web-sider. Fx Hundshale og Pedersker,
Det må være en fejl, at Vestermarie er udeladt.