Hønefuld uden at have drukket andet end te og vand
Da jeg vågnede tidligt i morges og stak benene ud fra den lune dyne, forsøgte jeg at rejse mig, men faldt tilbage i sengen.
Det var som pokker! Tænkte jeg. Og mærkede, at jeg var svimmel og omtåget, som om jeg var påvirket af et eller andet stof.
Og ja, det var jeg jo sådan set også.
Jeg følte mig rent ud sagt hønefuld, uden i flere dage i at have indtaget en eneste dråbe alkoholisk drik, ligesom jeg aldrig rører sjov tobak og ikke har gjort det siden et enkelt forsøg en gang for 55 år siden.
Så dæmrede det. Den nye medicin….
Forhistorien er, at jeg efter kemokuren for halvandet år siden lider en del af føleforstyrrelser i hænder og fødder, især det sidste. I december var det temmelig slemt og en gang imellem pinefuldt. En periode i slutningen af december kunne jeg stort set ikke føle mine tæer. Og det er meget ubehagligt.
Jeg klagede min nød til lægen, der fortalte, at man kunne prøve med et antidepressivt middel, der har vist sig at have god effekt hos nogle sclerosepatienter. Og en bivirkning må jo så være godt humør!
Jeg tog den anbefalede dosis om aftenen før jeg gik i seng, det skulle være om aftenen, for hvis jeg tog det om morgenen, ville jeg ikke lovligt kunne styre min bil gennem trafikken de næste timer.
Da jeg vågnede næste morgen med en mærkelig træthed i hovedet og øjnene, var mine problemer med fødderne næsten helt væk.
Jeg fortsatte behandlingen. og fødderne havde det stadig godt, men jeg blev mere og mere træt og ude af stand til at foretage mig noget fysisk.
Så stoppede jeg. Hellere problemer med fødderne end konstant træt- og ugidelighed.
Det talte jeg med min læge om for nylig, og han foreslog, at vi prøvede et andet antidepressivt middel. Det har jeg nu taget i godt en uges tid. Efter et par dage halverede jeg dosis, fordi jeg følte mig temmelig svimmel det meste af min vågne tid. Midlet holder føleforstyrrelserne i ave.
Men jeg bliver nok nødt til at droppe humørpillerne, for lige nu er mit humør, næsten fire timer efter jeg vågnede, på et ret lavt niveau, fordi jeg føler mig hønefuld, og mens jeg skriver dette skal jeg hverken kigge på skærmen eller tastaturet, begge dele ses dobbelt. Men lukker jeg øjnene, håber jeg, at den blindskrift, jeg lærte i aftenskolen hjemme i Roskilde for et par menneskealdre siden, kan føre mig igennem dette skriveri.
Næsten i hvilken som helst mental situation, jeg befinder mig, kan jeg stort set altid skrive mig ud af ubehagelighederne. Det er som om det letter, når jeg får sat ord på, hvad der er galt, og det håber jeg også, at det gør i denne situation. Men hver gang, jeg rejser mig, skal jeg lige sikre mig, at der er eller andet, jeg kan støtte mig til.
EFTER KORREKTUR: Det virker som om mit tifingersystem er upåvirket af de piller, der får mig til at føle mig hønefuld, selv om jeg ikke har drukket andet end vand og te.
Og hele denne lange klamamse, som det har taget mig næsten tre kvarter at skrive, skal også tjene til forklaring på, hvorfor jeg formentlig ikke bliver særlig aktiv på “Set fra Præstedammen” eller AakirkebyPortalen, så længe jeg er påvirket.